De nykårede spanske mestre, Real Madrid, nægter at lade Manchester United have Cristiano Ronaldo i fred. Det til trods for, at portugiseren sidste år skrev under på en kontrakt, der binder ham til United indtil 2012, og at han selv tidligere i år slog fast, at han også er at finde i Manchester næste sæson.
“De Røde Djævle” har desuden tilbudt Ronaldo endnu en kontraktforlængelse, der vil gøre ham til den absolut bedst betalte spiller i England. Den har Uniteds nummer syv dog endnu ikke skrevet under på, hvilket atter har fået de spanske aviser til at spekulere i portugiserens fremtid.
Nu udtaler Bernd Schuster dog endnu engang, at United næppe vil sælge Ronaldo til sommer, alene af den grund, at han er verdens bedste i øjeblikket:
”Jeg bliver nødt til at være realistisk. Jeg ved, at Manchester United ikke vil sælge ham i øjeblikket, fordi han er verdens bedste spiller. Han har bevist, at han er bedre end Kaka, der dog heller ikke har haft sin bedste sæson for Milan.”
Den tidligere Getafe-boss tror dog stadig, at Cristiano Ronaldo engang i fremtiden bliver en del af “Los Merengues”:
”Og ja, jeg tror stadig på, at Cristiano Ronaldo i fremtiden vil bære den hvide trøje og spille for os på Santiago Bernabeu”