Manchester United rejser i morgen formiddag til Aalborg, hvor de vil lande kl. 10.35 i Aalborg lufthavn, før turen går til hotellet i Aalborg Centrum.
Dagen før afrejsen har Sir Alex Ferguson dog slået fast, at besøget i Aalborg bestemt ikke bliver en walkover for de forsvarende engelske mestre.
“Efter at have tabt to point i den første kamp er det vigtigt, at vi får fod på det denne gang. At tage til Villarreal efter en sejr vil være svært, og det sidste, vi ønsker, er at mangle tre point mod Celtic, når vi møder dem, for at gå videre,” sagde Ferguson, som dermed lægger op til en stærk opstilling mod de danske mestre.
“AaB var heldige at få uafgjort mod Celtic, men de vil være på hjemmebane mod os, og min gamle ven Bruce Rioch skal nok få den op i gear. De spiller mod Manchester United, de vil have total udsolgt, og hele byen er klar til denne store aften. Danske klubber er altid nogle, som kæmper til det sidste,” vurderer Ferguson.
Truppen, som rejser med, kan ses i vores optakt.