Premier League har sjældent set en så suveræn sæsonstart som den, Manchester United har stået for. Fem kampe har resulteret i 15 point, og så er der kun gået fire mål ind bag David de Gea, mens der er scoret 21 mål i den modsatte ende. Det er ikke at kimse af, mener klubbens ambassadør og legende Sir Bobby Charlton.
“Det er en meget ualmindelig start for Manchester United, men det er fantastisk,” siger han til BBC Sport.
“I starten (af sæsonen, red.) ved man aldrig, hvad der vil ske, men United er kommet flyvende fra start.”
I sæsonpausen blev der skreget på nye indkøb, der kunne gøre “De Røde Djævles” offensiv mere kreativ. Med indlemmelsen af Tom Cleverley og indkøbet af Ashley Young og Phil Jones er det sket noget med holdet. Det er blevet mere spændende at se, mener Charlton.
“De mange fans nyder det. Endda dem, der bare er generelle fodboldfans, på grund af måden vi spiller på. Selv målene, vi scorer, er dramatiske,” understreger han.
Sir Bobby Charlton scorede selv 249 mål for Manchester United. Han har specielt bidt mærke i én spiller, der også scorer mål på samlebånd i denne sæson – Wayne Rooney.
“Han er en vidunderlig spiller. Man kan se, han er meget glad for tiden, og han kommer til at score mange flere på i den her – og de kommende – sæsoner,” siger Charlton.
Sir Bobby Charltons næste chance for at se Manchester United i aktion bliver tirsdag 20.45 mod Leeds i Carling Cup.