Onsdag aften kan Manchester United definitivt sikre den videre adgang i Champions League. Det kræver point i “Battle of Britain” mod Glasgow Rangers på Ibrox.
Uniteds defensiv, som har haft svært ved at holde tæt i denne sæson, er dog svækket til opgøret. Rio Ferdinand må for anden kamp i træk opgive at spille europæisk.
“Rio har en lyskeskade, så vi tager ham ikke med til Glasgow. Det vil jeg ikke tro er nødvendigt,” siger Ferguson.
Ferdinand var med i det første møde med Rangers, som overraskende fik 0-0 på Old Trafford i september.