Arsenal FC gjorde det umulige, da de i 03/04-sæsonen formåede at vinde Premier League som det første ubesejrede hold nogensinde. Og indtil videre er Manchester United på samme kurs, da de efter 15 runder stadig ikke har tabt.
Alligevel tror Chris Smalling ikke på, at United kan matche Arsenals præstation og forblive ubesejret.
”Jeg tror ikke, at vi nogensinde vil opleve et hold gå ubesejret gennem en sæson igen. Alle hold er begyndt at løbe ind i nogle uventede nederlag, hvorfor man bør rose et hold, der rent faktisk kunne gøre det,” siger den tidligere Fulham-spiller ifølge Tribalfootball.com.
Den 21-årige forsvarsspiller holder dog fast i, at United kan fortsætte rækken af kampe uden nederlag.
”I øjeblikket handler det om, at vi holder fast i vores momentum. Vi var ikke i topform i starten af sæsonen. Nu må vi køre videre i samme spor og vise de andre, at vi bliver bedre og bedre som hold,” fortsætter Smalling.
Chris Smalling har optrådt 11 gange for United siden sit skifte fra Fulham i sommer.