Michael Owen kan meget vel blive holdkammerat med Thomas Sørensen efter sommerferien.
For selvom den 32-årige angriber blot spillede fire kampe i sidste sæson, overvejer Stoke nu at hive ham ind på en fri transfer.
– Tony (Pulis, red.) er væk i øjeblikket, men han (Owen, red.) er helt sikkert en, vi vil snakke om, når han kommer tilbage. Han har før været interesseret i ham, siger Peter Coates, bestyrelsesformand i Stoke.
– Michael Owen har været en fantastisk spiller, og jeg kan godt forstå, hvis Tony skulle være interesseret. Men det er selvfølgelig helt op til manageren at beslutte, fortsætter han.
Michael Owen har gjort det klart, at han ønsker at fortsætte sin karriere i Premier League.