Stolt Lingard får armbindet mod Astana

Solskjær har afsløret, at Jesse Lingard bliver anfører i eftermiddagens kamp i Kasakhstan. Han er på vej tilbage, siger manageren.

Når Manchester United torsdag eftermiddag går på banen på Astana Arena, bliver det med et bemærkelsesværdigt antal unge spillere. Faktisk er hele 14 af truppens 18 spillere under 20 år.

Det betyder også, at der er en stor del af de normalt bærende kræfter, der er blevet i det nordlige England. Derfor skal der findes en ny kaptajn, og valget er faldet på Jesse Lingard, bekræfter Ole Gunnar Solskjær.

– Jesse bliver kaptajn. Han har en god karakter i truppen. Han har haft sine udfordringer over de seneste måneder, men han er ved at finde sig selv igen, siger manageren til MUTV. 

Dagens holdkaptajn glæder sig til at føre an for sin barndomsklub.

– Det er en kæmpe ære, siger Jesse Lingard til MUTV.

– Jeg sagde tidligere på sæsonen, at jeg gerne ville være en ledertype på og uden for banen, nu hvor jeg er en af truppens ældre spillere. Det her er den perfekte mulighed for at vise det, siger han.

Han glæder sig til at spille med de mange unge spillere, som han har set gode takter fra i træningen.

– Jeg kender dem ind og ud, for de træner med os næsten hver dag. Man ser talentet hver dag, og forhåbentlig kan de også vise det derude. 

Lingard vil gøre, hvad han kan for, at holdet kan rejse hjem med en sejr. Det handler om mere end point, og derfor er kampen vigtigere end den ser ud på papiret, hvor der reelt ikke er noget at spille om.

– For mentaliteten er vi nødt til at vinde, og det er sådan, vi kommer til at forberede os til kampen. Jeg har været en del sammen med de unge spillere, og man er nødt til at vise vejen, sætte et eksempel og være en rollemodel, og det vil jeg forsøge at gøre, siger han.

Jesse Lingard og de øvrige United-spillere møder Astana torsdag eftermiddag klokken 16.50 dansk tid.

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her

Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

Solskjærs U19-drenge møder Astana i træningskamp

Næste artikel

Max Taylor: Folk skal ikke huske mig for kræft

ANNONCE