Suarez: Fortryder ikke racisme-sag

Liverpool-angriberen Luis Suarez fortryder ikke den episode med Patrice Evra, der indbragte ham en otte spilledage lang karantæne. Det er kun hans to bideoverfald, han fortryder.

Bedst som der var begyndt at falde lidt ro omkring Luis Suarez, åbner han selv op for posen med kontroversielle udtalelser. Overfor uruguayansk radio gør han det klart, at han kun fortryder to ting i sin karriere, nemlig de gange, han har bidt modstandere. 

– Lad mig fortælle dig, jeg har begået to fejltagelser i min karriere. Min første var, da jeg spillede for Ajax, og jeg bed en modstander (Otman Bakkal, red.). Min anden var, da jeg bed Branislav Ivanovic, siger han til radiostationen Sport980 AM.

Dermed har han ingen anger omkring sine egne handlinger i forbindelse med racismesagen, hvor han blev idømt otte spilledages karantæne for at tale nedsættende til Patrice Evra.

– Sagen med Evra var usand. Jeg blev anklaget uden beviser. Men det er i fortiden. Jeg var ked af det i øjeblikket, men jeg er glad i dag. Jeg er vokset op. Jeg tænker mere over tingene, før jeg gør dem, siger Suarez, der glæder sig over, at han nu kun får omtale for sine fantastiske præstationer for Liverpool.

– Nu kan folk i England ikke tale om mig, fordi jeg ikke gør noget forkert. De bliver nødt til at tale om mig som fodboldspiller. Jeg sagde undskyld (efter Ivanovic-episoden, red.), og det var det hele, end of story. Jeg har intet andet at fortryde. Alle de andre ting var som en film, som folk i England troede på.

Forrige artikel

Meulensteen fyret i Fulham

Næste artikel

Skuffende FAYC-exit for de unge røde

ANNONCE