Skal man bare give det permanente job til Michael Carrick efter seks sejre ud af syv mulige, eller er det for nem og hurtig en konklusion?
Det vil denne artikel næppe give svar på. Men forhåbentlig kan vi finde nogle nuancer i diskussionen.
Manchester United har nemlig været fyr og flamme – om ikke andet resultatmæssigt – men noget i det spillemæssige tyder på, at holdet ikke på samme måde sprudler i spillet på banen.
Lad os dele analysen op i det taktiske og så i en kampprogramsanalyse.
Jeg er nødt til at advare på forhånd: Det her bliver langt.
Har United virkelig været så gode, som vi tror?
Vi var alle tryllebundte, da Manchester United først slog de lyseblå bysbørn og siden vandt på Emirates i Michael Carricks to første kampe i spidsen for Manchester United.
Hvad gik så godt dér rent taktisk? Det har vi lavet en analyse af, som du kan læse her. Analysen handler om City-kampen, men meget af det, der lykkedes dér, lykkedes også mod Arsenal ugen efter.
Sidenhen vendte kampprogrammet. Man gik fra at være underdogs til at være favoritter i godt alle kampe.
Det startede med en hjemmekamp mod Fulham. Manchester United var gode den første time, og særligt Casemiro fik gjort sig bemærket med et mål og en assist. Men efter 60 minutter vendte momentum.
Fulham havde allerede haft en stor ære af kampen, og ti minutter efter Cunhas 2-0-mål scorede Fulham til 2-1 – det mål blev dog annulleret for offside. 20 minutter senere scorede Raul Jimenez, så scorede Kevin et drømmemål, inden Benjamin Sesko scorede et forløsende sejrsmål dybt inde i tillægstiden.
Hvorfor bliver du mindet om netop dén kamp? Det er, fordi det er den første kamp, hvor Michael Carricks plan A blev luret. Fulham skabte flere xG end Manchester United i den kamp, og havde de haft mere held i sprøjten, havde de også fået et – måske endda tre – point med hjem til London.
Herefter fulgte en hjemmekamp mod Spurs. Der hjalp et tidligt rødt kort til, at United dominerede den kamp. Desuden er Tottenham ligaens dårligste hold i dette kalenderår.
Dødhamrende ufortjent viste det sig til gengæld at være, at Manchester United fik deres eneste ikke-sejr i Carrick-perioden. Igen-igen var det Sesko, der dukkede op i tillægstiden og gjorde det til 1-1. En kamp, hvor West Ham afviste stort set alt, når United var i det etablerede spil, og desuden var de også dominerende på xG.
Everton-kampen blev også bøvlet. Det var en kamp, som bedst bliver husket for, at Senne Lammens hjalp United, når de havde brug for ham. Men omvendt kan man også sagtens kalde det en professionel indsats på en ubehagelig udebane.
Og så er der Crystal Palace-kampen fra i søndags. Lad mig dykke lidt ned i netop dén kamp.
Et helt elendigt presspil
I første halvleg var Manchester United godt og grundigt udspillet. Det hjalp selvfølgelig ikke, at Leny Yoro lignede en hund i et spil kegler og Senne Lammens stod på flade fødder, da Maxence Lacroix headede bolden i mål efter bare et par minutters spil.
Men Manchester United fik slet ikke svaret igen. I stedet stod der Palace på godt og vel alting i første halvleg.
Noget af det, der har fungeret så godt under Carrick, er Uniteds aggressive og høje 4-4-2-pres. Som regel med Bryan Mbeumo og Bruno Fernandes i midten, og med Cunha – tidligere Dorgu – og Amad på kanterne.
Til denne kamp havde man givet Benjamin Sesko en velfortjent startplads. Du ved, at det blev gavnligt senere, men det betød altså også, at Uniteds presspil haltede. Carrick vurderede ikke, at man med Sesko kunne presse i 4-4-2, så det blev til en skævvredet 4-3-3 i stedet, som man pressede i.
Det havde nok også meget at gøre med, at Palace jo bygger op i en 3’er, og med to mand på forreste kæde ville man være i undertal. Den disposition forstår jeg godt på papiret. Men i praksis lykkedes det ikke.
Se på ovenstående grafik. Dette er et eksempel på, hvordan United ville presse Crystal Palace på. Læg mærke til, at Sesko i dette tilfælde er til højre i presset, Cunha i midten og Fernandes til venstre, mens Mbeumo har en udgangsposition længere tilbage, hvilket er noget, Carrick aldrig havde gjort før. I nogle tilfælde blev det vredet således, at Mbeumo var på sidste linje med Fernandes længere tilbage.
Fordelen ved at spille 3-4-3 mod et smalt 4-3-3-pres, som United laver her, er, at ens wingbacks bliver helt frie. Det betød i flere instanser, at Palace nemt kunne spille bolden fra den ene yderstopper til wingbacken i samme side og dermed udspille Uniteds pres.
For når kanterne går smalt – det er de nødt til for at markere Canvot og Richards – så er Palace i overtal på begge sider. Det satte Diogo Dalot og Luke Shaw i et dilemma om, hvordan de skulle agere, når yderstopperne fik bolden. Skulle de gå op på den direkte wingback og fortsætte det høje pres?
Det turde man ikke. For både Brennan Johnson og Ismaila Sarr er blandt ligaens hurtigste kanter, og det var for stor en risiko at lade dem løbe mand-mand mod Leny Yoro og Harry Maguire.
I stedet passede man på sig selv og lod wingbackerne få bolden, mens midtbanen med Mbeumo og Mainoo ikke havde en jordisk chance for at nå ud til wingbackerne i tide til at fortsætte presset.
For at gøre en lang smøre kort: United kunne ikke gå op og stresse Palace i presset, for de var altid en mand i undertal.
Manglende dybde og bredde
Jeg lover, at vi kommer til det positive, som Michael Carrick har bidraget med. Men vi skal også lige forbi Manchester Uniteds manglende struktur i angrebsspillet.
United har under Carrick fået deres bedste spillere på deres bedste positioner. Noget, jeg har rost Carrick til skyerne for i vores podcasts. Det var åbenbart alt for svært for Ruben Amorim at indse.
Det betyder, at Bruno Fernandes spiller 10’er, Kobbie Mainoo er kommet ind igen, Shaw og Dalot er deciderede backs, Cunha kan få en fri rolle sådan halvt til venstre, og Mbeumo kan man minsandten både bruge til højre og på toppen.
Men problemet er, at det hele bliver for centreret. Mange af Uniteds stjerner er nemlig bedst uden for siderummene. Skal vi give Amorim en smule kredit – og det er der immervæk folk, der er gladere for at gøre end jeg – så var han dygtigere til at bruge hele banen end Carrick er.
Det vil sige, at han havde folk i begge siderum, begge halvrum og det centrale rum, og han havde altid også spillere til at true dybt. Med andre ord blev modstanderens forsvar strukket fornemt til alle sider, men det endte som regel med, at det var de forkerte spillere, der fik chancerne.
Sådan er det ikke under Carrick. Når United har en stor chance, er det som regel Bruno Fernandes, Benjamin Sesko, Bryan Mbeumo eller Matheus Cunha, der skal afslutte. Det er selvfølgelig en god ting. Men en ting blev presserende mod særligt West Ham og også senest i første halvleg mod Crystal Palace.
Der manglede et bredt punkt til venstre, og samarbejdet mellem Diogo Dalot og Bryan Mbeumo til højre fungerede ikke. Dalot kom til at se skør ud med nogle tåbelige fejlafleveringer, og jeg tror, det er, fordi de ikke er vant til at spille sammen derude. Det kommer nok med mere tid til relationerne.
Men hvis der ikke er trusler fra siderne, så bliver alt fokuseret centralt, og modstanderne kan centrere sig mere. Det kan man løse ved at have en dyb trussel og strække forsvaret den anden vej. Det var der bare heller ikke meget af.
Det hjalp at få Benjamin Sesko ind, fordi han binder forsvaret og giver holdet en mulighed, som man kan sende bolden afsted mod. Men det gjorde også United forudsigelige.
Det betød, at når United endelig fik bolden op på sidste tredjedel, så var der ikke de rigtige løb rundt om boldholder, og det gjorde det vanskeligt for United at skabe noget som helst.
Men lad os så snakke om, hvad der skete efter pausen.
Så kom intensiteten – og er Sesko allerede en stjerne?
Intensitet blev nøgleordet for Uniteds anden halvleg. Allerede til at starte med begyndte United at vinde både første- og andenbolde, og så gør det altså tingene noget nemmere.
Matheus Cunha gled ud på det brede punkt, mens indskiftede Noussair Mazraoui kom ind som en del af treer-opbygningen, når United var i fase 1, og det hjalp en del på bredden. Samtidig kom Dalot længere frem og kunne kysse sidelinjen med sine støvler, og det gav mere positionel frihed til Bryan Mbeumo.
Desuden gik Carrick i de fleste faser af spillet tilbage i det gamle 4-4-2-pres, og selv om det er lidt akavet mod en 3’er-opbygning, blev Palace forvirrede og endte ofte med at sende bolden ind til Wharton og Kamada, som var i undertal. Og igen – det hjælper altså bare, når ens spillere vinder duellerne mod den direkte modstander.
Jeg vil ikke gå dybere ind i analysen, for den er allerede blevet for lang, men Manchester United var allerede ovenpå, da Maxence Lacroix hev fat i Matheus Cunha og gav United et straffespark og en fordel ved at være en mand mere i undertal.
Men så lad os da lige tale lidt om Benjamin Sesko. Sloveneren har lavet syv mål i 2026, og det er langtfra alle kampe, hvor han er startet inde. Han virker til at være ovenpå.
Han er hurtigere end Tarkowski, bedre i luften end Lacroix, teknisk god nok til at gå ned i banen, og så sparker han som en hest med begge ben. Han er en komplet angriber. Han skal bare selv forstå det først.
Men det virker, som om det er ved at gå op for ham. Da United begyndte at hælde bolde i feltet, blev det vanskeligt for Palace at afvise. 2-1-målet, han scorer, er helt sublimt, hvor han bare viste, at han er større, stærkere og bedre end alle andre.
Han har stadig meget at lære. Noget så simpelt som at kunne indgå i et effektivt presspil mestrer han ikke endnu. Det skal han kunne. Men han tager store skridt i øjeblikket, og jeg er spændt på, hvad det kan blive til.
Fem bøvlede opgaver
Laver man en konklusion ud af overstående, kunne den jo lyde, at honeymoon-perioden er ovre, men også at United trods alt er blevet så gode, at de stadig formår at vinde kampe, selv om de ikke er prangende.
Jeg vil holde fast i, at de er nødt til at være bedre, end de har været den seneste måned, hvis de skal levere samme resultater de næste fem kampe.
De fem kampe bliver nemlig svære: Newcastle (U), Aston Villa (H), Bournemouth (U), Leeds (H) og Chelsea (U).
Manchester United skal prise sig lykkelige for, at Newcastle og Aston Villa er dårligere end længe i øjeblikket.
Geordierne har tabt fem af deres seneste seks Premier League-kampe og ligger et sted i ligaen, hvor de ikke rigtigt kan gøre sig forhåbninger om europæisk fodbold.
Også Aston Villa er gået helt i stå. Hvem skulle dog have forudset, at deres vanvittige xG-overpræstation fra efteråret ville udligne sig? Nå, men det har det i hvert fald gjort nu. Villa smider point på stribe, og det gør, at Michael Carrick nu har fået indhentet – og overhalet – de 11 point, de var foran, da Carrick kom til.
Men det er også to hold, der altid møder op, når de skal møde United. Ældre læsere vil nok nikke genkendende til, hvad jeg mener, når jeg refererer til et “I would love it if we beat them”-citat.
Herefter venter en tur til Vitality Stadium mod rækkens tredjebedste hold i 2026 (United er selvfølgelig nummer ét). De har vind i sejlene og kan mønstre et utrætteligt presspil, og hvis United ikke er 100 procent skarpe på dagen, kan jeg love dig for, at de kommer i problemer.
Leeds på hjemmebane er naturligvis den letteste på papiret. Problemet er bare, at “naboerne” fra Yorkshire hader Manchester United som ind i helvede, og de vil gøre alt for at stikke en kæp i hjulet på Uniteds top-4-ræs. Læs eventuelt denne analyse af rivaliseringen for at blive klogere på, hvor meget de to klubber hader hinanden.
Jeg behøver vel ikke forklare, hvor svær en opgave det er at tage til Stamford Bridge. Sidst Manchester United vandt på Chelseas hjemmebane, var corona bare noget, man drak.
Kommer man helskindet igennem de næste fem kampe, så vil jeg godt love, at Michael Carrick vil være den oplagte til at blive permanent cheftræner. Om ikke andet på en kort kontrakt.
Men det kan også gå helt galt. Jeg ser tegn til, at modstanderne har luret hans planer, og jeg er spændt på, om han kan justere.
Det finder vi heldigvis ud af allerede i morgen aften, når 52.000 bindegale Geordies står klar til at overfalde ligaens nummer tre som Newcastles 12. mand.