Talenterne viser vejen med reservemålmanden indskiftet som markspiller

Inden dagens Premier League kamp mod Fulham kunne man vælge at bruge U18-holdets hjemmekamp mod Middlesbrough som opvarmning. Kampen begyndte kl. 13 dansk tid og skulle vise, om holdet kunne komme tilbage på vindersporet efter to uafgjorte kampe i træk.

Kampen begyndte som en lidt uskøn affære med mange frispark, og det virkede lidt kaotisk.

United fik dog kontrol med kampen efter den nervøse start, og efter 12 minutter kom man foran ved James Scanlon. Kantspilleren Victor Musa opsnappede en fejlaflevering i højresiden og fik hjælp fra sin højre back James Nolan.

Nolan afleverede herefter ind i feltet til Ethan Wheatley, som klogt vendte på sin direkte modstander. Der var dog fin opbakning fra en anden forsvarer, som tacklede ham, så bolden røg uden for Wheatleys rækkevidde. Den endte dog i stedet for fødderne af Scanlon, som sikkert eksekverede til 1-0.

8 minutter senere var Nolan igen involveret, da han kom op gennem midten af banen, hvilket han gjorde en del kampen igennem. Han sendte den videre til Ashton Missin, som fra kanten af feltet stod med tre forsvarsspillere mellem ham og målet. Det generede ham dog ikke det fjerneste, og han tog udfordringen op med nogle vævre driblinger, inden han sendte den fladt over i det lange hjørne. Et flot, flot mål af den teknisk stærke kantspiller.

Resten af første halvleg var med United i fuld kontrol, og man kunne sagtens have ført med mere end 2-0 ved pausen.

Forløsning og mandefald

Det første kvarter efter pausen var ikke Uniteds bedste periode i kampen. Man faldt for langt tilbage og overlod al initiativet til gæsterne. Det lignede også, at de var bevidste om, at United netop havde smidt en 2-0 føring i deres seneste kamp.

Det stoppede dog ikke United fra at udbygge føringen efter en times spil, da Jacob Devaney fandt sin midtbanekollega Finley McAllister i en smart aflevering bagom venstre side af Boros forsvar.

Herfra var der god plads for anføreren til at søge ind og placere bolden for fødderne af Wheatley, der endelig fik scoret. Angriberen havde været lige ved og næsten flere gange og lignede én, der følte, at han skyldte et mål på dette tidspunkt.

Foran 3-0 udskiftede Adam Lawrence fire spillere frem til det 65. minut. Og med kun en reservemålmand tilbage på bænken var det uheldigt, at forsvarsklippen Jack Kingdon måtte udgå med en skulderskade i det 70. minut, mens Ashton Missin så ud til at vrikke om 10 minutter senere og endeligt udgik i det 85. minut.

To målmænd på banen

Den første skade fik reservemålmanden Cameron Byrne-Hughes til at iklæde sig en rød, hvid og sort kampuniform, frem for sin almindelige målmandsdragt.

Det er selvsagt ikke noget, man ser hver dag. Oftest er det vel den anden vej, at en markspiller må ind og dække målmandsposition, som John O’Shea eksempelvis gjorde det i sin tid.

Byrne-Hughes kom dog ikke på banen i første omgang, måske fordi Adam Lawrence også så det som god træning at lade holdet spille videre i en undertalssituation.

Men ved Missins skade kom Byrne-Hughes på banen og fik da også tiltvunget sig et indkast under et fint løb op ad venstre flanke. Det var dog Middlesbrough, der var mest på bolden i denne periode, så det var ikke meget, han så til bolden ellers.

United holdt dog fint stand og sikrede sig dermed en ny sejr og et nyt rent bur til samlingen. Det var målmand Tom Myles’ 7. clean sheet i indeværende sæson.

Kampens spiller

Der var flere gode præstationer at vælge imellem. Forsvarsduoen Louis Jackson og Jack Kingdon supplerede hinanden rigtig godt og holdt Boros topscorer Ajay Matthews godt fra fadet.

Det var også tilfældet for midtbanekrigerne Finley McAllister og Jacob Devaney, som begge også var dybt involverede i den punkterende 3-0 scoring. Særligt Devaney var iøjnefaldende med en aggressiv spillestil, mens han også var sikker på bolden og flere gange vendte klogt på modstanderne på små områder.

For mig var kampens spiller dog højre back James Nolan, der var involveret i det første mål og assisterede det andet. Han søgte ofte ind i banen med succes og fremstod dermed som en ekstra central midtbanespiller, frem for at blive nede i sin comfort zone på backen. Derefter løste han også rollen som venstre back efter udskiftningen af Harry Amass.

Kampens skuffelse

Først og fremmest er det skuffende, at to unge spillere må udgå med skader. Omfanget af skaderne er ukendt, men vi må bare krydse fingre for, at de kommer sig hurtigt.

Men skal man pege på en skuffende præstation, må jeg desværre rette blikket mod Harry Amass.

Venstrebacken har ellers trænet godt med hos førsteholdet i et stykke tid og var også spået som en mulig debutant i Premier League, hvis ikke i dag, så i hvert fald inden for en overskuelig fremtid.

Og han indgik da også fint i kombinationerne og fightede godt undervejs. Derudover leverer han faktisk nogle ganske fine dødbolde, hvilket også resulterede i 2-0 scoringen i seneste kamp hos Nottingham Forest. Og med lidt held kunne én af hans fine hjørnespark også have givet et mål i dag.

Men han havde to decideret farlige boldtab i denne kamp, og han kan kun takke sine forsvarskolleger for, at det ikke kom til at koste. Bortset fra de to episoder og en kollision med en modstander på grund af hans egen dårlige berøring, spillede han dog en fin kamp, indtil han blev udskiftet ved 3-0 målet. Så den hårde dom skyldes nok også mine høje forventninger til ham i denne kamp.

Næste kamp er på lørdag, d. 2. marts, hjemme mod Crystal Palace.

Forrige artikel

Startopstillingen: Forson i angrebet

Næste artikel

United fik som fortjent mod sultne Fulham

ANNONCE