Ten Hag efter sejr: Vi er virkelig gode til at gøre målmanden til kampens spiller

Wolverhamptons debuterende keeper Daniel Bentley stod en flot kamp, da Manchester United vandt med 2-0.

Manchester United vandt til eftermiddag med 2-0 over Wolverhampton og tog et vigtigt skridt i retning af Champions League-kvalifikation.

Det var dog ikke uden besvær, da Manchester Uniteds spillere havde umådeligt svært ved at få kuglen i bag ved Wolverhamptons målvogter David Bentley.

Efter kampen mener United-manager Erik ten Hag da også, at Manchester United-spillerne skulle have været skarpere foran kassen.

– Vi er virkelig gode til at gøre modstanderens målmand til kampens spiller. Det skete i dag og i kampen mod Brighton. Vi skal bestemt være bedre til at omsætte vores chancer, udtaler Ten Hag til BBC.

Alligevel er Erik ten Hag selvsagt tilfreds med, at man i dag sikrede sig de tre point.

– Vi skal matche de højeste standarder, vinde kampe. Men jeg har hørt, at Manchester United ikke gør det på den nemme måde, det er i klubbens DNA, fortsætter han.

– Det var en vital sejr. Vi måtte komme tilbage efter de seneste nederlag og individuelle fejl. Vi havde ingen energi. I dag skulle vi vinde, og det gjorde vi.

Alejandro Garnacho blev som bekendt indskiftet i kampens slutfase, hvor den unge argentiner lukkede kampen på et skarpt kontrastød. Erik ten Hag er efter kampen tilfreds med, at have den unge kantspiller til rådighed igen, efter en længere skadesperiode.

– Han blev tacklet slemt, arbejdede hårdt og med det samme gjorde han en forskel. Vi har set det mange gange denne sæson, hvor han er kommet ind fra bænken. Det (målet, red.) vil give ham selvtillid, slutter United-manageren.

 

 

 

 

Forrige artikel

Karakterbogen: God defensiv

Næste artikel

Tilfreds Bruno Fernandes: En meget professionel indsats

ANNONCE