Tévez: United større end City

Carlos Tévez blev på rekordtid publikumsyndling på Old Trafford, da han i 2007 blev hentet i West Ham. Dette endte dog brat, da han to år senere skiftede…

Carlos Tévez blev på rekordtid publikumsyndling på Old Trafford, da han i 2007 blev hentet i West Ham. Dette endte dog brat, da han to år senere skiftede til de bitre rivaler fra Manchester City.

Bedre blev det ikke, da Tévez efterfølgende beskyldte Sir Alex Ferguson for at være skyld i hans beslutning, mens han samtidig gav udtryk for, at United-fansene ville have forståelse for hans skifte.

Dette var dog som bekendt ikke tilfældet, hvilket den lille argentiner fik at føle, da han vendte tilbage til sin gamle hjemmebane i september sidste år. Her led City et smertefuldt nederlag på 4-3, mens Tévez kampen igennem måtte lægge øre til diverse smædesange og buhen.

Siden da har landsholdsspilleren ytret sig i særdeles negative vendinger om sin tidligere klub og holdkammerater, hvilket ikke just har hjulpet på hans popularitet i den røde del af Manchester.

Alligevel fortryder han ikke, at han valgte at forlade de engelske vicemestre til fordel for City.

”Jeg nød virkelig mine to år hos Manchester United, men det var den bedste beslutning at forlade dem. Min æra der var forbi,” udtaler Tévez overfor News of the World, før han kommer med en noget overraskende melding.

”City er en mindre klub end United, men tro mig, vi vokser hurtigt. Vi spillede godt i sidste sæson til trods for, at vi ikke kvalificerede os til Champions League,” slutter Tévez med henvisning til sidste sæsons femteplads i Premier League.

Manchester City har siden 2008 brugt over 200 millioner pund på forstærkninger. Alligevel må de i år nøjes med at deltage i Europa League.

Forrige artikel

Anderson i voldsom bilulykke

Næste artikel

Esbjerg keeper på prøve

ANNONCE