Tidligere United-profil er død

Brian Greenhoff, der var med til at vinde FA Cuppen med Manchester United i 1977, er pludselig død, 60 år gammel.

Store dele af Fodboldengland blev i dag rystet, da nyheden om Brian Greenhoffs død kom ud. 

60-årige Greenhoff, der i sin aktive karriere blandt andet optrådte for Manchester United og Leeds, blev fundet død i sit hjem i morges. 

En anden tidligere United-spiller og ven af Greenhoff, Lou Macari, oplyser over for BBC, at Greenhoff ifølge hans oplysninger ikke led af nogen sygdom. 

Politiet slår dog over for engelsk presse fast, at der ikke er tegn på en forbrydelse. 

– Vi er kede af at meddele, at Brian her til morgen er gået bort, onsdag den 22. maj 60 år gammel. Brian var en stolt og meget elsket bror, mand til Maureen, far til Paul, Brian og Peter, bedstefar til Jack, James og Harry, og han vil virkelig blive savnet af sin familie, som han gjorde meget stolt i sit fremtrædende liv og karriere, skriver familien i et statement, der er blevet offentliggjort af Manchester Evening News. 

Talte ud om spiseforstyrelse 

Brian Greenhoff blev en del af Manchester United i 1968 og var med på det hold, der vandt andendivision i 1975. 

Greenhoffs største bedrift med United kom dog i 1977, hvor han var med til at slå ærkerivalerne fra Liverpool 2-1 i FA Cup-finalen på Wembley. 

Den tidligere engelske midtbanespiller afslørede tidligere i år i et interview med BBC, at han i perioder af sin karriere døjede med spiseforstyrelser, hvor han blandt andet tvang sig selv til at kaste op. 

Brian Greenhoff nåede at spille 271 kampe for Manchester United. 

Forrige artikel

Avis: Rooney forhandler med PSG

Næste artikel

Officielt: Ferdinand forlænger

ANNONCE