Tirsdagens transferrygter

Selvom Manchester United hentede sommerens tredje forstærkning i går, er der stadigvæk godt gang i rygtebørsen. Oldtrafford.dk bringer her tirsdagens rygter om Marouane Fellaini, Serge Aurier og Gareth Bale

Præcis en måned er tilbage af sommerens transfervindue, og præcis én spiller er, hvad manager Jose Mourinho mangler, før hans ønske om fire forstærkninger til Manchester United-truppen er gået i opfyldelse. 

Ifølge et fandrevet fransk medie ved navn Paris United er “De Røde Djvæle” blevet enige med Paris Saint-Germains højreback Serge Aurier. Den 24-årige spiller fra Elfensbenskysten er kommet til overs i PSG, efter at de har hentet Dani Alves. Engelske tabloidaviser har samlet rygtet op og mener at vide, at Manchester United skal slippe omkring 22 millioner pund for forsvarsspilleren. 

Rygtet skal dog tages med et gran salt, da det hele tiden har lydt, at Manchester United mangler og leder efter offensive forstærkninger. 

Fellaini overvejer sin fremtid 

Selvom Jose Mourinho for blot to dage siden udtalte, at der “var større chance for, at Galatasaray ville få ham som manager, end at de ville kunne købe Marouane Fellaini”, vil rygterne om belgieren ikke dø. 

Efter købet af midtbanespilleren Nemanja Matic fra Chelsea, vil Fellaini se tiden an og overveje et skifte til den tyrkiske klub i januar, hvis spilletiden bliver knap. Det skriver Daily Mail. 

Nogenlunde det samme skriver Daily Express, der også påstår, at den tidligere Everton-spiller allerede er blevet enig med Galatasaray om en løn på 3,6 millioner pund om året. 

Bale bider ikke på 

Rygterne om Real Madrids Gareth Bale bliver også ved at rumstere – samt sælge aviser – i den engelske presse. Daily Express melder imidlertid nu, at den walisiske kantspiller er umulig at hente for Manchester United i denne omgang.

Hans fokus er i Madrid, og Jose Mourinho har allerede erkendt, at det tidligst bliver til næste sommer, at Gareth Bale vender hjem til Premier League. 

I den lidt mindre størrelsesorden skriver Manchester Evening News, at United er tæt på at stjæle et engelsk talent fra de lyseblå rivaler. Manchester Citys Jadon Sancho, som er 17 år gammel, overvejer tilbud fra både Tottenham, Arsenal og Manchester Untied. 

 

QUICK LINKS

Forrige artikel

Brud på dopingregler: UEFA straffer to United-spillere

Næste artikel

Neville undrer sig over Chelsea

ANNONCE