Transferrygter fra ugen der gik

Der sættes dagligt spillere i forbindelse med et skifte til Manchester United. Vi kigger her på nogle af de mange historier fra ugens løb.

Det tyske medie, 4-4-2.com, mener at vide, at Manchester United har set sig lun på Michael Bastos fra franske Olympique Lyon. Den 29-årige brasilianer skulle være så skuffet over, at hans hold ikke deltager i Champions League i år, at han vil søge væk. Mediet vurderer, at venstrekantspilleren, der også kan spille back, vil koste omkring ni millioner engelske pund at købe fri.

Sir Alex Ferguson overvejer tilsyneladende at forstærke Manchester Uniteds defensiv. Bosniske BH Fudbal rapporterer i hvert fald, at englænderne har haft spejdere i Rusland for at kigge på bosnieren Ognjen Vranjes. Vranjes kan spille højreback og centerforsvar, og den 22-årige landsholdsspiller slår sine folder i russiske Krasnodar. Han vurderes til at koste små tre millioner euro.

Skal man tro mediet Flashfoot, så kan Shinji Kagawa snart velkomme en landsmand. FC Tokyos midtbanespiller, Hideto Takahashi, er blevet kigget i sømmene af talentspejdere fra Manchester United, og den 24-årige landsholdsspiller skulle være yderst interesseret i at pakke sin kuffert og rejse om på den anden side af jordkloden.

Mens der rygtes flere spillere ind ad døren på Old Trafford, så sendes der også navne den anden vej. Javier Hernandez og Nani meldes begge på vej væk, og for førstnævntes vedkommende skulle Fiorentina og Atletico Madrid være klar til at sende omkring otte millioner engelske pund Uniteds vej for mexicanerens underskrift. Juventus og AC Milan kæmper imidlertid om Nanis gunst, skriver The Daily Star.

Forrige artikel

Kagawa: Jeg skal bruge mere tid

Næste artikel

Johnstone vil udfordre de Gea og Lindegaard

ANNONCE