(Photo by Mike Egerton/PA Images via Getty Images)
Manchester United PLC har rapporteret, at klubben kommer ud med en omsætning på £143,1 millioner i sæsonens første kvartal, hvilket i realiteten er et fald på 8,9 procentpoint i forhold til samme tidspunkt sidste år.
Klubben ender med at have et overskud i første kvartal, på trods af at klubben betalte £8.6 millioner i ekstraordinære omkostninger som led i klubbens omstruktureringsforanstaltninger. Det indebar, at klubben tidligere på året skar gevaldigt ned på personalet og administrationen i klubben. Det betød et farvel til en masse personale, der indgik fratrædelsesaftaler.
Det er tidligere blevet nævnt, at klubben forventer samlede besparelser på mellem £40 millioner og £45 millioner for den igangværende omstrukturering af klubben, og de midler vil allerede være tilgængelige og have en positiv økonomisk indvirkning fra 2025 eller 2026-sæsonen.
Færre indtægter i forhold til sidste sæson
United spiller ikke med ligeså store økonomiske muskler som i sidste sæson.
Det skyldes i særlig grad de sportslige præstationer fra 2023/24-sæsonen. Ten Hags mandskab evnede blot at ende på en 8. plads i sæsonen 2023/24, hvilket var klubbens dårligste placering nogensinde i Premier League og betød udelukkelse for næste sæsons Champion League-kampagne.
Det har den betydning, at United oplever et fald på 20,4 procentpoint i tv-indtægter sammenlignet med sidste sæson – i denne sæson tjente klubben £31.3 millioner og sidste sæson var tallet £39.3 millioner. Deltagelsen i Europa League kaster ikke de samme indtægter af sig, og samtidig har United haft en enkelt kamp færre end sidste sæson.
Også på den kommercielle front halter klubben lidt efter i forhold til sidste sæson. Her faldt omsætningen med 5.6 procentpoint fra £90.4 millioner til £85.3 millioner, sammenlignet med det tilsvarende kvartal sidste år.
De økonomiske tal, der indgår i rapporten, inkluderer ikke den kompensationshonorar på £15.1 millioner man gav Erik ten Hag, efter man valgte at fyre ham den 28. oktober. Det samme gælder angående købet af Rúben Amorim og hans stab, der kostede omkring £11 millioner.
Større økonomisk overblik i klubben
Spoler vi tiden et år tilbage, præsterede United i dette kvartal et overskud på £1.9 millioner, men da sæsonen var ovre endte de med et nettotab på hele £113 millioner. Helårsregnskaber med røde tal på bundlinjen er ikke unormalt for en klub som Manchester United, der nu har prøvet det fem år i træk.
Ineos og Sir Jim Ratcliffe har manet til besindighed og forsikrede alle tilbage i september om, at den nuværende økonomi forbliver i overensstemmelse med Premier Leagues retningslinjer for rentabilitet og bæredygtighed, der forbyder et økonomisk tab på mere end £105m over de seneste tre sæsoner.
Trods de økonomiske begrænsninger forudser klubben stadig, at man kan opretholde samme kadence som sidste år og ende med samlede årlige indtægter på mellem £650 millioner og £670 millioner.
I den forbindelse var Uniteds CEO, Omar Barrada, meget klar i spyttet og udtalte, at klubbens omkostningsbesparelser og omstruktureringsforanstaltninger går efter planen. Om fremtiden siger han således:
– Sæsonen er nu godt i gang for både vores herre- og damehold, og vi er ivrige efter at sikre, at begge er så konkurrencedygtige som muligt. Vi er glade for at have udnævnt Ruben Amorim til cheftræner for vores herrehold og er fortsat forpligtet til at returnere Manchester United til toppen af indenlandsk og europæisk fodbold, siger Omar Barrada.