U17 med flot resultat i Holland

Uniteds u17 mandskab har, med træner Paul McGuinness i spidsen, deltaget i Aegon Future Cup i Amsterdam de sidste dage. Future Cup, er for spillere født…

Uniteds u17 mandskab har, med træner Paul McGuinness i spidsen, deltaget i Aegon Future Cup i Amsterdam de sidste dage.

Future Cup, er for spillere født efter 1.januar 1995. Uniteds trup bestod altså af de yngste spillere for årets u18 mandskab, en række af u16 profilerne samt et par spillere fra andre klubber, der var inviteret med på turen. United havde som et af de eneste hold i turneringen et par 96’ere og 97’ere med.

Puljespillet
I gruppen var Uniteds modstandere værterne fra Ajax, tyrkiske Besiktas og så brasilianske Desportivo Brasil. Sidstnævnte bedst kendt som Uniteds samarbejds-partner i Brasilien.

United lagde ud lørdag med en 2-0 sejr over netop Desportivo, på mål af Jake Cooper der til daglig spiller for Reading, og så et selvmål. Desportivo havde flere spillere med, som skal til United på træningsophold.

Senere samme dag mødte United så værterne fra Ajax. Her blev det til et snævert 1-0 nederlag til McGuinness tropper.

Søndag formiddag spillede United sidste puljekamp, her var modstanderen Besiktas fra Tyrkiet. United vandt 2-1, takket være et selvmål og et mål fra Ashley Fletcher.

Semifinalen
United gik videre som 2’er i pulje A, mens Ajax vandt gruppen. Det betød, at United ville møde tyske Bayern München i den ene semifinale, mens Ajax og Barcelona skulle krydse klinger i den anden semifinale. Altså var det fire af Europas største klubber, der var tilbage i turneringen.

Semifinalen startede ganske taktisk, hvor begge hold fokuserede på at stå godt på banen, og ikke turde åbne sig meget defensivt.

Det hjalp lidt efter pausen, hvor United satte sig mere og mere på spillet, specielt takket være midtbanen med Dæhli, Pearson og Rothwell, samt hårdtarbejdende Byrne i front.

Med et kvarters tid tilbage kom målet så endelig. Jake Cooper kom først på et indlæg, og sendte United i front.

United holdt fast i spillet, mens Bayern begyndte at spille mere fysisk, uden at komme frem til chancer. Og fem minutter før tid, afgjorde United så kampen på et perlemål.

Gode driblinger fra helt unge Demetri Mitchell, hvorefter han spillede bande med Mats Dæhli, inden Mitchell elegant med venstrebenet sparket bolden ind i det lange hjørne. Et fremragende mål.

Bayern kunne ikke svare igen, og United var dermed klar til finalen mod Ajax. Hollænderne havde besejret Barcelona i den anden semifinale.

Finalen
Finalen i turneringen blev dermed en gentagelse af opgøret fra gruppespillet, mellem Ajax og United.

Ajax startede finalen bedst, og havde flere fine forsøg mod O’Hara i United-målet. United havde svært ved at holde fast i bolden på den glatte bane, der var præget af dårligt vejr og mange kampe de sidste par dage.

Men efter 24 minutter bragte United sig i front. Det var anfører Joe Rothwell der netop er vendt tilbage fra en længere skadespause, der bragte United i front.

Blot to minutter efter fordoblede United føringen. Energiske Sam Byrne lukrerede på en fejl i Ajax-forsvaret, og sendte United i front med 2-0 inden pausen.

I anden halvleg pressede Ajax mere på, og United gik for langt tilbage på banen. Det blev 2-1 med 12 minutter tilbage af opgøret. Keeper Kieran O’Hara så ikke god ud ved scoringen, der sejlede ind over ham og i nettet.

Blot to minutter før tid fik Ajax så udlignet til 2-2, og finalen skulle afgøres i straffesparks-konkurrence.

Her var Ajax stærkest, da de scorede på alle forsøg. Mens Uniteds Sean Goss brændte sit spark, og dermed vandt Ajax 5-3.

Flot spil
Uniteds unge hold leverede en meget godkendt indsats i turneringen. Holdet spillede fin fodbold hele vejen igennem, og kan være ganske tilfredse med sølvet.

Jake Cooper spillede fremragende i forsvaret. Cooper var inviteret med på turen, og spiller til daglig i Reading. Han er imponerende stor og stærk fysisk, og har næse for mål når han er med fremme, enten på dødbolde, eller når han selv trækker bolden med sig fremad.

Ben Pearson spillede flot på midtbanen, hvor han bandt meget spil sammen. Pearson er bestemt en af de mest lovende spillere på United-holdet, sammen med Dæhli. Desuden var det godt at få kaptajn Joe Rothwell tilbage på midten.

I målet gjorde Kieran O’Hara en god figur i de første kampe. Desværre kostede han lidt i finalen. Surt, da han ellers har leveret en fin turnering.

På venstreback, gjorde Nicolas Ioannou det flot. Cyprioten har allerede spillet lidt u18 bold i denne sæson, og viste fine takter både offensivt og defensivt på sin back-position.

Desværre blev James Wilson skadet, og de første meldinger går på, at angriberen er ude nogle ugers tid, og dermed misser den kommende semifinale i Youth Cuppen.

Næste opgave for United er på fredag, hvor man gæster Chelsea på Stamford Bridge, i den anden semifinale i FA Youth Cuppen.

Forrige artikel

Giggs: Mesterskab vil være stort

Næste artikel

Rafaels udvikling glæder Ferguson

ANNONCE