U18: Tæt Youth Cup semifinale

Kampen blev spillet på Old Trafford, hvor cirka 8.000 tilskuere var på plads. Blandt andet Sir Alex og Danny Welbeck var på tribunerne, for at støtte…

Kampen blev spillet på Old Trafford, hvor cirka 8.000 tilskuere var på plads. Blandt andet Sir Alex og Danny Welbeck var på tribunerne, for at støtte talenterne. Sidste runde blev ligeledes spillet på Old Trafford.

På vejen mod semifinalerne har United sejret over Torquay, Derby, Swansea og Charlton. Jack Barmby er med fem mål, holdets topscorer og en af de absolutte profiler.

Netop Chelsea var også modstanderen i sidste sæsons semifinaler, hvor det blev til samlet United sejr. Dog er blot Blackett og van Velzen gengangere fra sidste sæsons hold, der vandt turneringen efter finale-sejr over Sheffield United.

Chelsea, der har et stærkt fysisk hold, med flere ældre og rutinerede spillere end United, havde Nathaniel Chalobah med der allerede har fået lov at smage lidt på livet på Chelseas førstehold i Carling Cuppen.

Chelsea sad markant på kampen i starten, og pressede United højt på banen. United formåede ikke at holde fast i bolden længe af gangen, og gik primært efter at slå lange bolde i dybden, uden den store effekt.

Nathan Ake havde en god chance efter få minutters spil, men fik headet den over Jonny Sutherlands mål. Få minutter efter rodede den ellers sikre anfører Luke McCullough rundt med bolden i forsvaret, og var ved at give en farlig chance væk. Han kom dog selv retur, og fik afværget situationen igen.

Chelsea bringer sig i front
Efter et kvarters tid bragte Chelsea sig i spidsen. Et godt angreb endte hos Lewis Baker, der fra fri position enkelt sparker bolden ind bag Sutherland.

Efter scoringen kommer United bedre med i kampen. James Wilson er involveret i et par offensive aktioner, uden United dog for alvor for skabt nogle chancer foran mål.

Offensive kræfter som Dæhli og Barmby blev alt for sjældent sat i scene, og var ikke meget med i spillet. Men når de endelig var, viste de deres fremragende kvaliteter og teknik.

Bedst som United langsomt var ved at komme bedre med i kampen, fik Chelsea en kæmpe chance efter en halv times tid. Piazon blev spillet fri, men formåede i fri position totalt at kikse sin afslutning.

Kort efter var James Wilson ved at slippe igennem, men blev revet omkuld og måtte nøjes med et frispark. Dette tog Tyler Blackett sig af, og venstrebacken var ved at lave et fantastisk mål på Old Trafford.

Han bankede kuglen af sted fra cirka 30 meters afstand, og bolden bragede ind på overliggeren. Det kunne have været noget af en scoring at markere sig med for Blackett, der viser rigtig lovende takter på venstreback.

De sidste minutter af halvlegen stod der United på. Der blev hældt en række indlæg ind i feltet, hvor Chelseas forsvarsspillere dog oftest fik clearet den igen.

Specielt Jack Barmby er storspillende mod slutningen af første halvleg. Han er med i de fleste offensive aktioner, og kommer godt rundt med sine driblinger og får slået flere okay indlæg. Barmby har generelt været en af holdets bedste spillere i denne sæson.

Men efter en svær start, fik Uniteds unge mandskab vist sig bedre frem, og kom flot med i slutningen af halvlegen.

United udligner
Efter pausen svinger kampen frem og tilbage, uden der for alvor skabes chancer i nogen af enderne. Men med United som mest toneangivende.

Efter et kvarters spilletid af 2. halvleg udligner United, ved unge James Wilson.

Et skud fra van Velzen bliver sendt til hjørnespark. Hjørnesparket medfører lidt klumpspil i Chelsea-feltet, og til sidst ender bolden får fødderne af Wilson, der banker bolden i nettet.

Fuldt fortjent udligning, da United sluttede stærkt af i 1. halvleg og åbnede 2. halvleg godt.

United tabte dog lidt momentum efter scoringen, og blot knap fem minutter senere var Chelsea igen foran.

United taber bolden på midten af banen, og Chelsea løber kontra, og Feruz, der kom til Chelsea fra Celtic, banker bolden i nettet på et flot langskud. United og City var blandt andet også ude efter Feruz, der dog valgte at tage til Chelsea da han forlod Skotland.

En kold dukkert for United-talenterne, der lige havde udlignet.

Masser af chancer
Efter Chelsea målet, kom der for alvor gang i løjerne på Old Trafford. Begge hold havde en række chancer, og spillede frisk til.

United får langt godt pres på, primært ved opspil gennem Barmby og Dæhli, men også Pearson på midten bidrager fint som playmaker.

Pearson der netop er vendt tilbage efter en længere skadesperiode, spillede også en stor kamp i weekenden mod Sunderland i ligaen, og er et af klubbens unge store talenter. En lille spiller, med fantastisk teknik, overblik og spilforståelse, samt fin attitude.

Chelsea skaber dog også en række yderst farlige chancer, der nemt kunne have afgjort kampen.

Feruz er tæt på i flere omgange, men Sutherland i målet og anfører McCullough i forsvaret får i flere omgang afværget.

Udover Islam Feruz var også angriberen Lucas Piazon en farlig herre for Chelsea.

Med fem minutter tilbage fik United en kæmpe mulighed for at udligne. Mats Møller Dæhli er arkitekten bag et flot opspil, men Gyliano van Velzen brænder på det skammeligste fra få meters afstand.

Der blev ikke scoret flere mål, og United er derfor 2-1 nede, inden returkampen på Stamford Bridge. Datoen for denne kamp er endnu ikke fastlagt, men skal være afviklet senest 31. marts. Reglen om udebanemål gælder ikke på dette niveau.

Inden kampen var Chelsea anset som favoritter, da Uniteds hold mere eller mindre består af førsteårs spillere, mens Chelsea har mere fysik og erfaring. Dog leverede United en flot præstation, og viste fine takter undervejs. Det er ikke helt umuligt at komme tilbage, og nå finalen.

Uniteds bedste spillere i dag var den unge cypriotiske forsvarsspiller Nicolas Ioannou og så Jack Barmby, der igen spiller en glimrende kamp. Mens flere andre også i perioder viser lovende takter.

United: Sutherland; Grimshaw, Ioannou, McCullough (anf), Blackett; Barmby, Pearson, Dæhli, Rudge, van Velzen; Wilson.
Bænken: Jacob, Ekangamene, Dalley, Hendrie, Byrne.
 

Chelsea: Blackman; Kane, Davey, Ake, N’Diti; Chalobah, Affane, Feruz, Swift; Baker, Piazon.
Bænk: Beeney, Howard, Seremba, Kiwomya.

Målscorere:
14’ 0-1, Lewis Baker.
62’ 1-1, James Wilson.
68’ 1-2, Islam Feruz.

Advarsler:
20’ Jack Barmby.
34’ Adam N’Diti.

Udskiftninger:
75’ Luke Hendrie ind for Jack Rudge.
75’ Sam Byrne ind for Ben Pearson.
90’ Charni Ekangamene ind for Jack Barmby.

Forrige artikel

Det der var pinligt, United

Næste artikel

Woodward bliver næstformand

ANNONCE