U21-holdet tog forskud på Wolves

På søndag spiller Uniteds førstehold mod Wolves. I går tog U21-holdet forskud på det med et uafgjort opgør mod ulvene i Premier League 2. Dermed slutter man ligaspillet på en 5. plads og skal i Playoff.

Foto: Manchester United/Manchester United via Getty Images

Premier League 2 er en underlig størrelse. 26 hold dyster i et ligaspil, hvor de 16 bedste kvalificerer sig til et Playoff allerede efter 20 kampe. Derfor vil der være 5 hold, som man ikke når at spille mod i grundspillet.

For United var det Derby, Middlesbrough, Leicester, Crystal Palace og Everton, som man indtil videre er sluppet for. Sidstnævnte ligner dog en sandsynlig modstander i den kommende Playoff-kamp. Det vender vi tilbage til efter gennemgangen af gårsdagens kamp.

En kamp med to halvlege

United mødte op som favoritter og kunne forsvare en 5. plads i Premier League 2. Til sammenligning lå Wolves før kampen på 13. pladsen med en smal, matematisk mulighed for at ryge ud af top 16 og dermed Playoff.

Favoritværdigheden kom til udtryk i form af meget boldbesiddelse, men Wolves var ofte farlige på kontra. Gabriele Biancheri, Sam Murray, Chido Obi og James Scanlon havde Uniteds bedste muligheder i første halvleg. Luke Rawlings, Justin Hubner, Dani Angel, Finn Ashworth og Tom Edozie havde de bedste for værterne, der kom foran efter 44 minutter ved sidst nævnte.

Første halvleg var dog også fuld af spilstop og mange frispark. United fandt en bedre rytme i anden halvleg, og det bragte chancer med sig til Chido Obi, Sekou Koné og Tyler Fletcher (på billedet). Efter 52 minutter gav det pote, da Bendito Mantato opsnappede bolden højt oppe og lagde op til Tyler Fletchers mål.

United kunne have taget sejren ved enten Biancheri, Obi eller indskiftede Amir Ibragimov, men United-keeper Elyh Harrison måtte også afværge et par forsøg fra hjemmeholdet. Og derfor endte det uden vinder med 1-1.

– Vi gjorde nok til at vinde kampen med en bedre anden halvleg, men vi manglede lidt kvalitet i boksen, sagde U21-træner Travis Binnion efter kampen.

– Vi har spillere, der regelmæssigt træner med førsteholdet og nogle, der også er med i kamptruppen. U18’erne har flere store kampe, da de prøver at indhente City, og nu skal vi i Playoff med U21. Det er slutningen (the business end, red) på sæsonen, og der er meget at spille for. Det er en god erfaring for spillerne.

Kampen i tal

United: Harrison; Murray (Fredricsson 61), Munro, Kukonki, Rowe; Koné, T.Fletcher (Ibragimov 61), Scanlon (Thwaites 73); Mantato (Musa 73), Obi, Biancheri (Ajayi 73).

Mål: Tom Edozie 44 | Tyler Fletcher 52

Næste udfordring for U21-holdet

Med 5. pladsen skal United spille mod 12. pladsen i Playoff-spillet. I øjeblikket er det Everton, der holder fast i den. De kan dog blive overhalet af bysbørnene fra Liverpool, der fredag aften spiller en udsat kamp mod bundproppen Aston Villa.

Liverpool ligger inden denne kamp på 16. pladsen og er dermed på yderste mandat i forhold til kvalifikation til Playoff. Som nævnt kan de komme helt op på 12. pladsen med en sejr. Med nederlag eller uafgjort kan de dog også ende med at ryge ud af top 16, hvis West Bromwich vinder sin udsatte kamp mod Middlesbrough.

Vinder United over et af holdene fra Merseyside, venter der en kvartfinale med udsigt til potentiel semifinale og finale. I bedste fald er der altså fire kampe tilbage i sæsonen.

 

Skriv et svar
Forrige artikel

The Athletic: Tilliden til Onana er ved at smuldre

Næste artikel

Hvil eller vink til Onana?

ANNONCE