Ashley Young og Phil Jones har begge været ude i længere tid, men vendte i går aftes tilbage til grønsværen. Det samme galdt Cameron Borthwick-Jackson, som ligeledes var tilbage i aktion i gårsdagens u21-kamp på Old Trafford mod Chelsea.
Jones spillede de første 75 minutter, uden dog på nogen måde at virke overbevisende. Hans makker Ro-Shaun Williams var bedre spillende i det centrale forsvar, mens Jones omvendt virkede noget rusten.
Til gengæld var Ashley Young godt spillende, og kæmpede flot gennem samtlige 90 minutter. United havde flere spillere med førsteholdserfaring på banen, mens det mest opsigtsvækkende var, at Adnan Januzaj ikke var med i truppen.
De første 45 minutter stod der Chelsea på. United kom bagud efter et kvarters tid, da gæsternes Palmer sendte et frispark i nettet bag Sam Johnstone. Generelt havde United det svært i første halvleg, hvor Chelsea nærmest gjorde hvad der passede dem.
Det var heldigvis et noget mere motiveret og bedre spillende United-mandskab der kom ud efter pausen, og ganske fortjent fik James Weir udlignet efter en times tid. Det endte 1-1, hvilket er et fair resultat for begge hold.
United har nu fire point op tl førerholder Sunderland, der dog har spillet hele tre kampe mere end Warren Joyce og hans unge mandskab.
UNITED: Sam Johnstone; Joe Riley, Phil Jones (75′ Devonte Redmond), Ro-Shaun Williams, Cameron Borthwick-Jackson; Paddy McNair, Donald Love; Guillermo Varela, Andreas Pereira (88′ Joe Rothwell), James Weir; Ashley Young.
Bænken: Joel Pereira, Scott McTominay, Sadiq El Fitouri.