Valencia skulle bruge en sejr over ubesejrede Manchester United for at stjæle deres førsteplads, mens hjemmeholdet kunne sikre sig denne med uafgjort. Det fik de.
Manchester United kom godt fra start i første halvleg, og Anderson, som blev foretrukket foran Darren Fletcher, fik første mulighed, da han kom alene igennem, men afsluttede håbløst lige på målmanden.
Valencia svarede igen med to forsøg, hvoraf Amos reddede den ene, og stolpen den anden. Det var det eneste gæsterne kom med, før Carrick dummede sig på midten, og de kom i overtal ned mod målet. Pablo blev spillet fri, og han lagde bolden indunder Amos til 0-1.
Forinden havde Dimitar Berbatov misbrugt en friløber, og Ji-Sung Park en kæmpe mulighed efter oplæg af Wayne Rooney.
Wayne Rooney var selv tæt på efter United var kommet bagud, da han var lige ved at overliste Valencia-keeperen, men forsøget tog overliggeren, og Nani kunne ikke ramme æsken på riposten.
Manchester United var det bedste hold i første halvleg, men de måtte alligevel gå til pause et mål nede, og med udsigten til andenpladsen i gruppen.
Anden halvleg startede som første sluttede – med hjemmeholdet i spilovertag.
Wayne Rooney fik to gode chancer, men englænderen, der ellers viste meget bedre takter en senest, mangler stadig dræberinstinktet i afslutningerne.
Det mangler Anderson i den grad også, men den lille midtbanefordeler var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og så kunne han bringe balance i regnskabet efter en times spil. Park sparkede målmanden ud af position, og så kunne Anderson følge op og score et sjældent mål.
Derefter var der ikke mange chancer af bemærkelsesværdig grad, men Dimitar Berbatov fik nogle muligheder, før dommeren fløjtede af, og sikrede Manchester United førstepladsen i gruppe C.