Uforstående Fergie: Hvorfor være skuffet?

Sir Alex Ferguson forstår ikke kritikere, som er skuffede over, at United ikke kæmper med om mere end et trofæ på nuværende tidspunkt.

For lidt over en måneds tid siden blev der drømt om The Treble i Manchesters røde del, men siden er Real Madrid og Chelsea kommet i vejen i Champions League og FA Cuppen.

Det har fået engelske journalister til at påpege, at United trods holdets forspring i Premier League ikke har levet op til forventningerne i denne sæson, men den påstand fejes af bordet af Sir Alex.

– Jeg blev spurgt til, hvad jeg mente om, vi kun kunne vinde et trofæ. Jeg synes det er et mærkværdigt spørgsmål. Begge Manchester-klubber udfordres hele tiden af Tottenham, Chelsea, Arsenal, Liverpool og Everton. Alle deres fans ville elske, hvis de kunne vinde et trofæ, og her står vi og kan vinde den titel, som jeg tror betyder allermest for vores fans.

– Misforstå mig ikke, jeg ville gerne have vundet Champions League, men vi røg under omstændigheder, som stadig er genstand for diskussion i dag. Vi er skuffede over at være slået ud af Chelsea i FA Cuppen, men vi kan glæde os over at have været fantastisk stabile i ligaen, siger Ferguson til manutd.com.

United har i øjeblikket kurs mod at sætte ny pointrekord i Premier League.

Forrige artikel

Lindegaard slår fast: Er i min drømmeklub

Næste artikel

Rygte: Nani i bytte for James?

ANNONCE