United forlader USA med et nederlag til Dortmund i bagagen

Manchester United tabte natten til mandag den sidste testkamp på deres sommertur i USA. Personlige fejl var en stor del af årsagen til nederlaget på 2-3 til Dortmund.

Erik ten Hags tropper spillede natten til mandag fjerde og sidste testkamp på deres sommertur på den anden side af Atlanten. Opgøret blev spillet på Allegiant Stadium i Las Vegas.

Der var foretaget intet mindre end 11 ændringer i startopstillingen i forhold til det hold, som stillede til start i testkampen mod Real Madrid i sidste uge. Dermed var det groft sagt B-kæden, som spillede størstedelen af opgøret mod tyske Dortmund.

Men B-kæden kom faktisk fornuftigt fra start. Efter 24 minutter bragte højrebacken Diogo Dalot United foran på et flot langskudsmål.

Føringen holdt dog ikke til pausen. På få minutter havde Donyell Malen nemlig gjort det til både 1-1 og 1-2. Hollænderens andet mål kom efter en opspilsfejl fra Victor Lindelöf, som den tidligere United-spiller, Marcel Sabitzer, opsnappede og spillede videre til Malen.

I pausen blev Tom Heaton byttet ud i målet med nyerhvervelsen André Onana. Samtidig havde Antony også midt i 1. halvleg erstattet unge Omari Forson på højrekanten.

Netop Antony bragte balance i regnskabet med et velplaceret skud efter 52 minutter.

Efter en times spil sendte Erik ten Hag så det tunge skyts på banen. Otte mand blev skiftet ud, og ind på banen kom bl.a. Rashford, Casemiro, Mount og Martinez. Stjernespillerne formåede dog ikke at løfte niveauet, tværtimod.

Efter 71 minutter resulterede endnu en fejl i opbygningsspillet i en omstilling til Dortmund, som Moukoko satte sidste fod på.

Dermed må United rejse hjem fra USA med det tredje nederlag på stribe.

Forrige artikel

Optakt: Sidste kamp i USA

Næste artikel

Manchester United og Adidas laver lang aftale

ANNONCE