United gæster Norge

Søndag den 5. august klokken 16.00 løber United på banen i Oslo, til en træningskamp mod Vålerenga fra den norske Tippeliga. Kampen vil blive spillet på…

Søndag den 5. august klokken 16.00 løber United på banen i Oslo, til en træningskamp mod Vålerenga fra den norske Tippeliga.

Kampen vil blive spillet på Ullevaal Stadion i Oslo, der er Norges national-arena. Det er arrangeret i samarbejde med DHL, der er sponsor for United og altså er den finansielle kraft bag Uniteds første besøg i Norge i 10 år.

Vålerenga ligger pt på 3.pladsen i den norske liga, og havde egentlig en ligakamp den 5. august ude mod Haugesund, men man har i samarbejde med det norske fodboldforbund flyttet denne kamp, så der er plads til besøget fra United.

Glæde i Vålerenga
Kampen, og besøget fra United, vækker naturligvis sotr glæde i Vålerenga, der er stolte over at trække en klub af Uniteds kapacitet til Norge. Samtidig ser man frem til, at prøve kræfter med et af Europas bedste hold.

– Først og fremmest bliver det en fantastisk happening på Ullevaal, også for de gutter der skal spille og være en del af kampen mod nogle af de største stjerner indenfor vores sportsgren. Vi regner med at bruge vores trup, og forhåbentlig give dem god modstand, udtaler Vålerengas manager Martin Andresen.

Den mest kendte i Vålerenga-truppen er anfører Kristofer Hæstad, der tidligere har været på et halvt års lån i Wigan, uden den store succes.

Gill roser de skandinaviske fans
Også fra Uniteds side er der glæde over igen at besøge de mange skandinaviske fans, inden Premier League sæsonen starter igen den 18. august.

– Vi har nogle fantastiske fans i Norge, og den skandinaviske fanklub er blandt de største med over 40.000 medlemmer. Det bliver fantastisk at spille foran dem igen, siger Uniteds direktør David Gill.

Hvilke andre planer United har for sommerens pre-season er endnu ikke offentliggjort, men det forventes at United drager til Asien. En del af Uniteds spillere vil gå glip af opstarten, og kampen i Norge, da den ramler sammen med OL-turneringen.

Forrige artikel

Young fortsat optimistisk

Næste artikel

Svinedyre billetter i Oslo

ANNONCE