For tredje gang i sæsonen lykkedes det for United at knuse City i overtiden. Denne gang var en enkelt scoring nok, og den stod Paul Scholes for.
Forinden havde United også haft de største chancer i opgøret. I første halvleg tilfaldt de største muligheder Wayne Rooney og Ryan Giggs. Rooney missede den chance, han havde skabt til sig selv, mens Giggs ikke fik ordentlig ram på et ellers udmærket indlæg.
Også Manchester City viste sig farlige. Carlos Tévez fik sendt et udmærket frispark af sted, og Edwin van der Sar diskede op med en glimrende redning.
Efter pausen var det småt med de helt store muligheder, indtil overtiden. Med mindre end 30 sekunder tilbage på uret scorede Scholes det forløsende mål. Gabriel Obertan og Patrice Evra samarbejdede fint på venstrekanten, og den franske back lagde et perfekt indlæg til Scholes. Helt udækket steg han til vejrs og overvandt Shay Given med sit hovedstød helt uden ved stolpen.
Kort efter blev kampen fløjtet af med United som sejrherrer. En vigtig sejr, der har givet nyt liv til mesterskabsdrømmen.