United hæver priserne for Valencia-fans

United følger Valencia og hæver billetpriserne til udeafsnittet i klubbernes fælles opgør. Prisforskellen bruges til at kompensere de fans, der betaler for meget i det omvendte opgør.

Når Valencia den 2. oktober kommer på besøg på Old Trafford, kommer de medrejsende spaniere til at skulle betale en højere billetpris, end der normalt afkræves hos United. Det skriver den spanske avis AS.

Det sker som en respons på, at den spanske klub selv har valgt at hæve priserne for Manchester United-tilhængere der rejser med til den omvendte kamp i december. 

Konkret hæver United billetpriserne for udefansene med 22 pund, hvilket svarer til det beløb, som klubben har vurderet, at englænderne skal betale for meget i Spanien. De ekstra indtægter går direkte tilbage til de fans, der har købt billet til udekampen i Valencia. Det skriver klubben selv i en mail til de tihængere, der har sikret sig billetter.

– Inden vi fik bekræftet den endelige billetpris, havde vi vurderet en maksimumpris på 55 pund. Valencia har nu bekræftet, at vores billetter bliver udbudt til 77 pund, hvorfor vi mener, at vores fans igen bliver uretfærdige ofre for forhøjede billetpriser fra værtsklubben.

– Det er blevet diskuteret med Valencia og internt, men Valencia har i sidste ende ikke været villig til sænke priserne til et niveau, vi finder rimelig.

– Ligesom mod Sevilla i sidste sæson har vi taget den svære beslutning, at afkræve Valencias fans til hjemmekampen på Old Trafford det samme beløb, som Valencia afkræver for udekampen. Vi vil bruge forhøjelsen til at kompensere vores rejsende support ved at betale forskellen på 22 pund. Derfor vil man ikke blive afkrævet et ekstrabeløb.

Skulle der være et overskud som følge af prisstigningen, når de rejsende United-fans er blevet kompenseret, vil det blive doneret til klubbens velgørenhedsfond, præcis som det også skete i forbindelse med Sevilla-kampen i marts.

Har du læst vores tips til køb af kampbilletter til Old Trafford? Læs dem her

Forrige artikel

Mourinho forklarer jubelscene

Næste artikel

Neville: Der er ledere på Uniteds hold

ANNONCE