United-koryfæ: Fans vil elske Büttner

Alexander Büttner bliver ny publikumsfavorit, hvis han får nok spilletid. Sådan lyder det fra Raimond van der Gouw.

Alexander Büttner bliver et hit på Old Trafford, hvis Sir Alex Ferguson gør flittigt brug af ham. 

For den 23-årige hollænder er en sand fighter, hvilket er populært blandt engelske fans. Det mener den tidligere Manchester United-målmand Raimond van der Gouw, der i dag er målmandstræner i Vitesse Arnhem og derfor kender Büttner ganske godt. 

– Hvis han får nok kampe, vil folk elske ham, for han giver alt, hvad han har i sig. Bare rolig, han svigter dig aldrig. Han har scoret en række mål, men det er kun, fordi han indtil for nylig spillede som venstrekant. Det er først i løbet af de sidste par år, han er blevet omskolet til venstreback. Men han har gjort så store fremskridt, at det er blevet hans position, siger den 49-årige hollænder til manutd.com.

– Han er stadig glad for at gå med frem på banen og forsøge at score. Han har et stærkt spark, et godt venstreben og så leverer han nogle gode indlæg. Han har masser af energi, og så er han god for holdmoralen, fortsætter van der Gouw, der spillede 60 kampe fra 1996-2002 for “De Røde Djævle”. 

Glæder sig til United
Selvom det er mere end ti år siden, van der Gouw spillede sin sidste kampe for United, har han stadig givet Büttner nogle gode råd med på vejen. 

– Han er virkelig spændt på at slutte sig til United (…) Jeg fortalte ham, hvor heldig han er ved at komme til en klub som United. For de skiller sig virkelig ud fra andre klubber, så han skal gribe chancen med begge hænder. Og det håber jeg virkelig, han gør, forklarer van der Gouw.

United menes at have betalt omkring 4 mio. pund for den hollandske landsholdsaspirant.

Forrige artikel

Daily Mail: Nani på vej til Zenit

Næste artikel

Norwich afliver Owen-rygter

ANNONCE