United og Chelsea må ud i omspil

Der blev ingen vinder i FA Cuppens sjette runde på Old Trafford, hvorfor Manchester United og Chelsea må ud i en ommer på Stamford Bridge.

Manchester United havde for mål at rejse sig fra det sure nederlag til Real Madrid fra midtugen, og det skulle kun tage fem minutter at få smilene frem igen. 

Michael Carrick sendte en sukkerbold i dybden til Javier Hernandez, der valgte at heade direkte på den. Den strøg elegant over i det lange hjørne, og så var United foran. 

Fem minutter efter blev det 2-0 ved Wayne Rooney, da et tilsigtet indlæg ikke fandt hverken en ven eller fjende men i stedet nettet bag Petr Cech. 

Hjemmeholdet var virkelig i hopla, og de havde held med at få en afslutning på stort set hvert angreb i den første halve time. Javier Hernandez og Shinji Kagawa var tæt på at øge føringen, men tættest kom David Luiz, der kun var en superredning af Cech fra at score selvmål. 

Første halvleg var ellers en ret rodet affære, men overordnet set havde værterne styr på sagerne, og David de Gea havde ikke de sværeste 45 minutter i sin karriere. 

Efter en lille time var David de Gea dog chanceløs. Eden Hazard viste sin klasse, og lagde den helt suverænt ind bag spanieren. 2-1. 

Ti minutter senere bragte Ramires balance i regnskabet. Chelsea fangede United på en kontra, og brasilianeren kunne netop få den uden om Uniteds keeper med sit dårlige ben. 

Kampen var fuldstændig åben herfra, og bølgede frem og tilbage, dog uden de helt store chancer i begge ender. 

Lige før overtiden fik Juan Mata en gylden chance for at afgøre begivenheden, men hans landsmand med handskerne lavede en af sine karakteristiske redninger med benene, og holdt liv i United-håbet. 

Manchester United var på hælene i overtiden, og kun et par gode redninger fra David de Gea sikrede dem en mulighed for at avancere på Stamford Bridge. 

 

 

Forrige artikel

Zaha undskylder grim hilsen

Næste artikel

City venter i FA Cup-semifinalen

ANNONCE