United satte Liverpool på plads

Da det stod klart, at Cristiano Ronaldo var sat på bænken grundet 39 i feber, kom nerverne ellers nok på overarbejde hos flere United-fans. Men hurtigt…

Da det stod klart, at Cristiano Ronaldo var sat på bænken grundet 39 i feber, kom nerverne ellers nok på overarbejde hos flere United-fans. Men hurtigt var de væk igen, da afløser Darren Fletcher viste sig at spille sit livs kamp.

Skotten tonsede rundt i samtlige 90 minutter og erobrede bolde på samlebånd. Efter otte minutter var det lige ved at blive farligt, da Fletcher vandt en glidende tackling med Reina, der havde bevæget sig ud af sit felt. Dog kom en Liverpool-mand til og fik hindret United-kampens første store chance.

Indledningen var ellers relativt jævnbyrdig og allerede inden Fletchers klinch med Reina havde gæsterne haft kampens første mulighed, da Rio Ferdinand syntes at snuble over sine egne ben og efterlade to Liverpool-folk alene med van der Sar. Dommer Graham Poll dømte imidlertid frispark til Ferdinand, mens van der Sar i øvrigt fik hamret bolden langt væk.

Som kampen skred frem blev United mere og mere dominerende mod gæsterne, hvis manager Rafael Benitez ikke syntes at have lavet nogen taktisk genistreg ved at efterlade Dirk Kuyt alene på toppen. Kuyt kom nemlig ofte til at ligne Palle alene i verden, de gange Liverpool fik bolden op til ham. Dog havde Kuyt en enkelt stor mulighed efter en halv time, men han headede frit for mål lige på van der Sar.

På det tidspunkt havde Louis Saha haft to forsøg på mål, som Reina begge gange fik pareret – den ene gang lige ud i et befolket felt, hvor en Liverpool-forsvarer fik losset væk. Efter 38 minutter måtte spanieren imidlertid lade sig passere, da der gik koks i gæsternes forsvar. Et indlæg fra Ryan Giggs endte derfor i fødderne på en fuldkommen fri Paul Scholes. I første omgang fik Reina blokeret hans skud, der hoppede mod mål, men i kamp med Hyypiä fik Scholes bolden det sidste stykke ind over stregen.

Bare få minutter efter var Louis Saha tæt på 2-0-målet, da han sendte et lumsk skud afsted. Reina fik lige præcis en finger på og bolden røg i stedet til hjørne. Derfor kunne United gå til pause foran 1-0 på 500-kampsjubilarens scoring.

Anden halvleg var ikke så fyldt med United-chancer som før pausen. De Røde Djævle holdt dog på bolden, og efter 65 minutter kom målet, der punkterede kampen. Jamie Carragher ramte et indlæg fra Ryan Giggs helt skævt foran mål. Bolden røg over mod Rio Ferdinand, der klodset tog den. Herefter fyrede forsvareren af med venstreskøjten, og bolden sad utageligt for Reina – Ferdinands fjerde mål i United-trøjen men andet mod Liverpool.

Resten af kampen kørte United sikkert bolden rundt i egne rækker. Til trods for Liverpool smed Peter Crouch ind, kom der aldrig for alvor fare foran Edwin van der Sar og efter 93 minutter kunne hovedparten af de 76.000 på Old Trafford hylde deres helte efter en fortjent sejr.

United er dermed igen nummer et på bedre målscore end Chelsea. Chelseas ifølge medierne eneste reelle udfordrer før sæsonen, Liverpool, er 11 point efter…

OldTrafford.dk”s MoM: Fletcher Cristiano Ronaldos tekniske lækkerier savnede man ikke. Darren Fletcher vil muligvis aldrig få 20 i dribling i Football Manager, men han er en af Uniteds mest formstærke spillere lige nu. Han vandt stort set samtlige tacklinger og fik løbet et maraton – rent 10-tal.

Forrige artikel

Dagens hold

Næste artikel

Ferguson har kun roser tilovers

ANNONCE