United skuffede igen: Burnley vandt på Old Trafford

Manchester United leverede endnu en møgpræstation i hjemmekampen mod Burnley onsdag aften og endte med at tabe 2-0.

Efter det smertefulde nederlag til Liverpool i weekenden var United tilbage på banen onsdag aften. Burnley kom på besøg på Old Trafford, da Ole Gunnar Solskjærs drenge skulle forsøge at genskabe lidt optimisme i United-lejren.

Tirsdag aften havde Chelsea smidt to point i deres kamp mod Arsenal, hvilket havde åbnet døren for United i top fire-ræset. En sejr hjemme mod Burnley ville betyde, at United kun var tre point fra fjerdepladsen.

United startede også kampen godt og spillede sig til en stor chance efter et kvarter. Wan-Bissaka slog bolden fladt ind i feltet, hvor Anthony Martial var helt fri. Franskmanden kiksede dog sin afslutning, og chancen løb ud i sandet.

Et kvarter senere gentog det sig, da Wan-Bissaka fandt Mata. Heller ikke Mata formåede at udnytte en kæmpe chance.

Efter omkring 30 minutter var Daniel James manden bag Uniteds første farlige forsøg på mål. Endnu engang var Wan-Bissaka i oplæggerrollen, da han slog bolden højt mod bagerste stolpe. Utroligt nok nåede lille James højest på bolden og headede mod mål. Desværre var Nick Pope på plads i Burnley-målet.

Burnley havde stort set ikke truet United, men nogle gange behøver man ikke mere end én chance. En dødbold blev snittet videre til Chris Wood, der flugtede Burnley på 1-0. Stik mod spil og chancer, men det var gæsteholdet selvfølgelig ligeglade med.

Ti minutter inde i anden halvleg kom Burnley foran med 2-0. Jay Rodriguez blev spillet fri i venstresiden af feltet, hvorfra han bankede bolden mod mål. Forsøget ramte overliggeren og fløj i nettet. Flot mål. 2-0, og United var på vej mod endnu en skuffelse.

United forsøgte at arbejde sig tilbage i kampen og havde en god chance for at gøre det med lidt mere end tyve minutter igen. Der var frispark på kanten af feltet, men Matas forsøg røg lige over mål. Et par minutter senere havde Martial et fint forsøg fra distancen, men Pope reddede, og det blev ved 2-0.

Det blev aldrig rigtig farligt for United, selvom Shaw fik et mål annulleret i overtiden. Burnley vandt 2-0, og United misbrugte endnu en mulighed for at mindske hullet til Chelsea.

 

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

Startopstilling mod Burnley: Jones starter, Greenwood på bænken

Næste artikel

Spillerkarakterer: Dårlig, dårligere, dårligst

ANNONCE