United smadrede Newcastle på Boxing Day

Manchester United fik revancheret sig ovenpå weekendens fadæse mod Watford, da man på Boxing Day lagde hus til en vaskeægte legestue, hvor Newcastle kom på besøg og blev sendt hjem med et 1-4-nederlag.

Sidst, Manchester United var i aktion, var i weekendens fadæse mod Watford, da man blev slået med 0-2 på deres hjemmebane. Det skulle revancheres på Boxing Day, da Newcastle kom på besøg. Her var der en ny chance for, at United kunne bevise, at de godt kunne vinde mod de ringere hold.

Kampbilledet i indledningen var velsagtens præcist, som man kunne have forventet det: United med over 70% i boldbesiddelse, mens Newcastle stillede sig ned og egentlig bare lod hjemmeholdet forsøge at skabe chancer, og som så ofte før, gik Uniteds angrebsspil alt for langsomt, og det blev svært at skabe chancer.

Faktisk var det Newcastle, der skabte kampens første chance. En stor en af slagsen, endda. Dwight Gayle spillede en flot ét-to-kombination med Joelinton, som røg igennem flere United-spillere. Gayle var alene med De Gea, men spanieren blev stående og Gayle sparkede over. Et fint bevis på, hvad Newcastle ville.

Og der gik dårligt et minut, før Newcastle var på spil igen. Fred smed bolden væk midt på banen og Newcastle smed alt frem i et kontraangreb. Matty Longstaff, som også scorede i det modsatte opgør, modtog bolden fra Joelinton i United-feltet, og satte bolden stensikkert ind til 1-0. 

Bekymrende miner for Manchester United. Igen. Heldigvis var det ikke længe, de skulle bruge på at finde en udligning. Anthony Martial modtog bolden på kanten af feltet og afsluttede mod det korte hjørne, som passerede Martin Dubravka i Newcastle-målet. Dårligt, meget dårligt målmandsspil af den tidligere Esbjerg-keeper. 1-1.

Cirka 10 minutter efter spillede en upresset Fabian Schär bolden lige i fødderne på Mason Greenwood, der modtog bolden lidt udenfor feltet. Den unge angriber havde muligheden for at spille chancen større ved at aflevere til Rashford eller Martial, men det havde han ikke lyst til. Han hakkede til bolden med venstrebenet, og bolden hamrede – via overlæggeren – ind bag Dubravka. Kongemål, 2-1, og så gyngede Old Trafford endelig.

Få minutter efter Greenwoods slangehug modtog Aaron Wan-Bissaka bolden på højrekanten, rundede Jetro Willems og slyngede et flot indlæg ind i feltet. Rashford stod klar bagerst i feltet, nåede højest og stangede hovedstøddet flot ind, og så havde hele angrebskæden scoret før pausen.

Anden halvleg gik igang, og den startede, som den første sluttede. Gæsternes målscorer, Matty Longstaff, forærede bolden til Martial, der kom alene med målmanden, og kold, som Uniteds franske angriber er, chippede han stille og roligt bolden over den frembrusende Dubravka, og så var der dømt målfest på Old Trafford.

Anthony Martial var på spil igen kort efter. Han modtog bolden med ryggen til målet midt på Newcastles banehalvleg, tog to træk fremad og hamrede til bolden. Bolden sneg sig ned mod det ene målhjørne, men bolden ramte stolpen og røg ud. Det havde ellers været et flot mål.

I kampens slutning fes luften ligeså stille ud af kampballonen. United skulle spare sine spillere og dermed ikke bruge for mange kræfter, og Newcastle skulle sikre sig, at nederlaget ikke blev endnu mere pinligt end det allerede var. Det betød, at kampen endte 4-1 til Manchester United.

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

Startopstilling: Greenwood med fra start

Næste artikel

Karakterer: Offensive spillere strålede i storsejren

ANNONCE