United-spillere i landsholdsaktion

Manchester United havde flere spillere i aktion for deres respektive landshold her til aften. Her er et overblik over, hvordan det gik.

England fik æren af at spille åbningskampen på Sveriges nye nationalstadion, Friends Arena, og det var med Tom Cleverley, Danny Welbeck og Ashley Young fra start. Welbeck udlignede åbningsmålet fra Zlatan Ibrahimovic på oplæg fra Young, men svenskernes anfører skulle stjæle overskrifterne som så mange gange før. England kom foran ved Caulker, men Zlatan Ibrahimovic scorede alle fire mål i 4-2-sejren, hvoraf det sidste saksesparksmål ikke vil blive glemt lige foreløbigt.

Tom Cleverley og Ashley Young spillede godt en time, mens Danny Welbeck fik fuld tid, og endda Zlatans trøje med hjem i bytte.

Chile blev godt nok slået 3-1 af Serbien i Schweiz, men for Manchester Uniteds unge nyindkøb, Angelo Henriquez, blev det alligevel en god aften. Han fik sin debut på landsholdet tidligere end forventet, da Alexis Sanchez måtte lade sig udskifte med en skade, og det kronede han med et fint hovedstødsmål til sidst i kampen.

Darren Fletcher spillede 90 minutter i Skotlands 2-1-sejr over Luxembourg, mens Robbie Brady spillede første halvleg af Irlands nederlag til Grækenland på 1-0.

Patrice Evra var med til at vende 1-0 til 1-2 i Italien med Frankrig, mens Anders Lindegaard måtte se Stephan Andersen blive foretrukket endnu engang af Morten Olsen.

Forrige artikel

Fabio-fravær modner Rafael

Næste artikel

Video: Se Henriquez's kasse her

ANNONCE