Tottenham er et hold i form og ikke et hold, man besejrer uden at kæmpe for det. Og det fik Manchester United da også at føle i dagens kamp på Old Trafford.
Wayne Rooney var ikke at finde i startopstillingen, da han havde pådraget sig en skade, hvilket betød, at Dimitar Berbatov var på egen hånd oppe foran.
Netop Berbatov fik en af første halvlegs største chancer. I det lille felt faldt bolden for fødderne af bulgareren, men et ikke særlig velplaceret skud blev blokeret af en forsvarer.
Derudover var det småt med muligheder før pausen. Begge hold fik frispark fra gode positioner, men ingen havde skarpheden til at ramme kassen.
I anden halvleg var der mere fart over feltet. Der var ikke engang spillet et minut da Roman Pavlyuchenko fik en stor mulighed efter oplæg fra Jermain Defoe. Patrice Evra fik til alt held presset russeren nok til at skyde forbi.
Evra var over hele banen, og efter 58 minutter fremtvang han et straffespark til hjemmeholdet. En fiks førstegangsaflevering fra Berbatov gjorde Evra helt fri, og så kunne Benoît Assou-Ekotto ikke gøre andet end at nedlægge den franske back. I fraværet af Rooney stillede Ryan Giggs sig ved pletten og sendte bolden forbi Heurelho Gomes til 1-0.
Den stilling holdt i lidt mere end ti minutter, før Tottenham fik udlignet. Gæsternes anfører, forsvareren Ledley King, overvandt Michael Carrick og headede kuglen i nettet ved fjerneste stolpe. Rafael så ikke for godt ud i situationen, eftersom han havde forladt den opstander, som han skulle dække op.
Igen holdet stillingen i lidt mere end ti minutter, og så blev der scoret igen. Denne gang efter et smukt mål af Nani. Netop indskiftede Federico Macheda stod for oplægget, der gav Nani en åben scoringsmulighed. Iskoldt løftede portugiseren bolden over Gomes til 2-1.
Kort efter var Nani igen på spil. På egen hånd løb han fra hele Spurs-forsvaret og tvang dem i sidste ende til at begå endnu et straffespark. For anden gang pegede dommer Andre Marriner korrekt på pletten, og for anden gang stod Giggs med ansvaret. Waliseren valgte den anden side med lige så stor succes som sit første mål. 3-1 til United, og de tre point var hjemme.
Dermed er der pres på Chelsea, som i morgen tager imod Stoke på Stamford Bridge.