Korruption i international fodbold viser nu sit grimme ansigt i Manchester United.
Det står klart, efter den tidligere kinesiske topdommer, Huang Junjie, i retten har indrømmet at have modtaget bestikkelse i forbindelse med en United-kamp.
Det skriver The Guardian.
Helt konkret drejer det sig om opgøret mellem United og Shenzen FC tilbage i 2007. En kamp, de engelske mestre vandt 6-0.
Intet tyder dog i efterforskningen på, at de to klubber har været klar over de suspekte omstændigheder.
Ifølge det kinesiske nyhedsbureau, Xinhua, har Huang Junjie modtaget op mod 1,5 millioner kroner i bestikkelse i forbindelse med en række kampe i både ind- og udland.
Afsløringen er den hidtil mest bemærkelsesværdige i en stor retssag mod flere højt profilerede kinesiske dommere.
Den canadiske journalist Declan Hill sendte i 2008 chokbølger gennem fodboldverden, da han i sin bog ”The Fix” afslørede et omfattende mønster af korruption og matchfixing i international topfodbold.