Dagen derpå kalder Manchester Evening News dagen for en af de værste i byens historie og melder om op imod 115 anholdelser og over 1.000 “episoder” i byen i går.
Balladen startede i London i torsdags ved en demonstration mod politiets drab på en 27-årig mand, men eskalerede til ikke længere at handle om retfærdighed, men om decideret uro. Siden er flere områder i London og Birmingham blevet raseret, tømt og brændt af unge ballademagere og i går nåede uroen så til Manchester.
Balladen startede sent på eftermiddagen, hvor flere butikker i den populære forretningsgade Market Street blev sat i brand og tømt for værdigenstande. Senere blev det kreative “shoppingcenter” Afflecks sat i brand, mens dyre mærkevarebutikker som Swarowski, JD Sports og lignende blev røvet og tømt.
På Portland street, som er populær hotelgade for tilrejsende skandinaviere, blev flere butikker ødelagt, inklusiv musikbutikken under Ramada Jarvis-hotellet, som fik stjålet alle instrumenterne.
Med uroen i Manchester, så kan man vel god grund begynde at frygte for weekendens Premier League-åbning. Aftenens landskamp mellem England og Holland er allerede aflyst og i tilfælde af kommende dages uro, så kan det frygtes at politiet bliver nødt til at aflyse weekendens kampe. Alene på baggrund af mangel på ressourcer.