Van Gaal: Har ikke tilbudt at trække mig

Hollænderen langede ud efter medierne, og takkede bestyrelsen i United for den store tiltro der er til ham.

Den sidste uge har været hård ved Louis van Gaal, der har været under massivt pres i medierne og fra United-fansene, der gerne så hollænderen fyret. Efter nogle skuffende kampe i juleperioden var rygterne også fremme, dengang red van Gaal stormen af. Det virker også til at være sket denne gang.

Der har ellers været rygter i britiske medier, om at van Gaal angiveligt skulle have tilbudt at trække sig tilbage fra posten som manager i United, efter det skuffende nederlag i slutminutterne til Southampton. Det afviste hollænderen i dag.

– Jeg tror slet ikke jeg har snakket om det. I skriver jo hvad I vil, og jeg ønsker egentlig ikke at svare på det. Det er frygteligt, og I har nu fyret mig tre gange. Jeg er nødt til at stille op her på pressemødet, men det er ikke rette tidspunkt at tage den på nu.

– Flere af Jer journalister stiller spørgsmål på en respektløs måde. Jeg har hele tiden troen på det her. Det der bekymrer mig er, at når I skriver Jeres opdigtede historier vil der være folk som tror på dem, lød svadaen fra van Gaal til de fremmødte journalister i dag på Carrington.

Hverken spillet eller pointhøsten har været imponerende i de seneste par måneder. Efter et par positive resultater efter nytår, kom der dog atter varme under trænersædet på Old Trafford, da Southampton løb med sejren i sidste uge.

Van Gaal anerkender det pres der hviler på hans skuldre, men agter altså at kæmpe videre for at få vendt situationen i United.

– Man kan spille dårligt og alligevel vinde, men du kan også spille godt og alligevel tabe. Det skete sidste år mod Chelsea. Selvfølgelig bliver man frustreret når man taber, specielt når det sker i de sidste minutter, men som manager er det min pligt at kæmpe videre. Jeg er naturligvis glad for tilliden fra bestyrelsen, sagde van Gaal.

 

Forrige artikel

Carrick måske tilbage i morgen

Næste artikel

Angriber forlænger udlån

ANNONCE