Van Gaal: United en god forstyrrelse

Louis van Gaal erkender, at han tænker på United, selvom han er til VM med Holland – men at det ikke påvirker hans forberedelser.

Det er svært at lade det faktum, at man i næste sæson skal stå i spidsen for Englands største klub glide i baggrunden. 

Sådan lyder det fra Louis van Gaal, der dog samtidig slår fast, at udsigten til at overtage trænersædet på Old Trafford ikke påvirker hans fokus på Holland, der i aften møder Spanien. 

– En forstyrrelse? Jamen, det kan godt være, at det er med til at forstyrre. Men måske er Manchester United en god forstyrrelse, siger van Gaal ifølge Goal.com. 

Foruden Spanien skal Holland kæmpe mod Chile og Australien om avancement til ottendedelsfinalen. 

Men selvom det på papiret er en af de hårdeste gruppe til VM, har van Gaal store forventninger til sit mandskab. 

– Man bliver nødt til at give sig selv lov til at nyde det. Man kan ikke rende rundt og være alvorlig hele tiden. Man skal give slip på anspændtheden. Affinde sig med presset. Vi skal være her i fem uger. Og tag endelig ikke fejl: Vi vil være her i fem uger, fortsætter den 62-årige trænerlegende. 

Holland tabte for fire år siden VM-finalen til netop Spanien, da Andrés Iniesta scorede vindermålet til 1-0 i den forlængede spilletid. 

📝 Kom med din mening på OldTrafford.dk

➡ ️ Opret din profil her og kommenter artiklen nedenunder.


Forrige artikel

Blog: Farvel til manager-rollen

Næste artikel

RvP: Vil spille til jeg er 42

ANNONCE