Van Persie sikrede sejren

Robin van Persie sænkede sine gamle holdkammerater, da han med et flot hovedstød i første halvleg sikrede United sejren.

Der var lagt op til et brag af en fodboldkamp, da Arsenal i dag kom forbi Old Trafford. The Gunners har fået en forrygende start på sæsonen, hvor specielt Mesut Özil og Aaron Ramsey har været blandt de bedste for Wenger og co.

Inden kampen var United otte point efter Arsenal i tabellen, så et nederlag ville være blevet rigtig kostbart for United. Omvendt kunne Moyes og co tage et skridt op i tabellen med en sejr. Efter sejren på 1-0 er United oppe på femtepladsen, fem point efter Arsenal, men foran City og Spurs.

Arsenal kom til Old Trafford med masser af selvtillid. Dels via den stærke sæsonstart, dels efter den fornemme sejr i Dortmund i midtugen, og dels da det ikke er blevet til nederlag ude i otte måneder. Det stoppede dog i dag, da United og van Persie snuppede alle tre point.

En kamp med masser af energi, intensitet og hårde nærkampe blev afgjort efter 27 minutter, da Robin van Persie timede sit hovedstød perfekt, og elegant headede Rooneys hjørnespark i nettet. Hollænderen viste efterfølgende sin glæde over scoringen, og der kan vel ikke være tvivl om han er glad som United-spiller. Heller ikke Wenger kan vel være mere i tvivl, selv om franskmanden i optakten til kampen hævdede at han så van Persie som Arsenal-spiller.

United kunne have lukket kampen, da Rooney havde en fin chance i anden halvleg, men omvendt havde Arsenal også flere nærgående forsøg. The Gunenrs havde bolden mest, men United forsvarede i store dele af kampen fornuftigt.

Også selv om kaptajn Nemanja Vidic måtte udgå i pausen, efter et voldsomt sammenstød i en luftduel. Men Jones og Evans gjorde det glimrende i det centrale forsvar, ligesom Carrick og Cleverley lukkede midtbanen fint af. Özil fik sjældent sat sine medspillere i scene med hans fremragende teknik og pasningsspil.

Kort før tid satte Arsene Wenger så Nicklas Bendtner ind, og det var tæt på danskeren havde udlignet kort før tid, men han nåede ikke helt frem til indlægget, der kørte ud til målspark.

Dermed er United nu oppe på 20 point i 11 kampe, og er foran naboerne fra City, der overraskende tabte tidligere på søndagen i Sunderland. Ikke dårligt af et United-mandskab som mange er hurtige til at dømme ude, mens City omvendt er blevet rost for en god sæsonstart.

Ros til Moyes og mandskabet for en disciplineret sejr, som kom i hus på baggrund af stenhårdt arbejde over hele linjen. Det hårde arbejde og gode presspil gjorde, at Arsenal ikke fik lov at komme i gang med deres normalt så stærke pasningsspil.

Nu venter fjorten dages landskampspause, inden Cardiff tager i mod den 24. november.

Previous Article

Startopstillingen mod Arsenal

Next Article

Moyes tilfreds med vigtig sejr

ANNONCE