Vidic tror på forsvarstrio

Nemanja Vidic er overbevist om, at Manchester United er i sikre hænder med forsvarsspillerne Jonny Evans, Chris Smalling og Phil Jones.

Manchester Uniteds kaptajn skifter til Inter Milan, mens Rio Ferdinand også søger nye udfordringer. Det efterlader et hul i Uniteds forsvar, men det er serberen sikker på, at de yngre kræfter er klar til at fylde ud.

– Det er op til den nye manager at beslutte, men jeg har trænet og spillet med disse gutter længe, og de har, hvad der skal til for at blive topspillere på deres position, siger Nemanja Vidic til Manutd.com.

– Chris Smalling og Phil Jones får en masse opmærksomhed her, da de er engelske landsholdsspillere og er landsholdets fremtid såvel som Manchester Uniteds. De har den fysiske styrke, hurtigheden og teknikken til slå igennem, og det er tid for dem at steppe op og forme et partnerskab – muligvis med Jonny Evans.

Chris Smalling og Phil Jones skal til VM med England over sommeren, mens Jonny Evans kæmper for at blive klar til at komme med på Manchester Uniteds forsæsonstur.

– Jeg tror, at de tre kan løfte opgaven og agere forsvar i United de næste syv-otte år. De har egenskaberne og erfaringen til at gøre det.

Forrige artikel

De Gea sikker på VM - Mata bejler

Næste artikel

Park indstiller karrieren

ANNONCE