I første halvleg mod Crystal Palace satte Luke Shaw sig ned og måtte lade sig udskifte.
I anden halvleg var det så Harry Maguire, der måtte gå haltende fra banen.
Ikke godt nyt for et Manchester United-hold, der i forvejen ikke er glade for at skifte for meget ud i startopstillingen.
Men det er ikke sikkert, at Manchester United nødvendigvis kommer til at undvære den engelske duo i onsdagens kamp mod Newcastle.
– Vi håber, at de bliver klar. Det er, hvad vi arbejder på. De havde det ikke så godt, men vi har stadig lidt tid til at finde ud af, hvordan de har det, så vi vil selvfølgelig give dem den bedste chance for, at de er klar til kamp, sagde Carrick på tirsdagens pressemøde.
– Er der tale om skader?
– Nej, ikke skader som sådan, de havde det bare ikke godt. Det er bare en af den slags småting. Men vi må vente med at se, hvordan de har det senere i dag og i morgen tidlig, afsluttede Carrick.




