Warren Joyce kritiserer Januzaj og Wilson

Warren Joyce har hjulpet mange ungdomsspillere igennem rækkerne i United, men er frustreret når stortalenter smider det hele på gulvet.

Warren Joyce har været i United i godt 18 år, fordelt over to perioder. Senest har han været u23-træner, inden han i efteråret takkede ja til jobbet som manager i Wigan, som kæmper for overlevelse i bunden af the Championship. I morgen står han så overfor flere af hans tidligere elever, når Wigan gæster Old Trafford i 4.runde af FA Cuppen.

Folk som Jesse Lingard og Marcus Rashford har Warren Joyce arbejdet med i flere år, ligesom også Paul Pogba har været under vingerne hos Joyce. Og den nuværende Wigan-manager er da også stolt af det arbejde han lavede i United, hvor mere end 25 spillere nu er i forskellige klubber i Premier League.

– Se på Leicesters hold, som vandt ligaen sidste sæson. Hvis du regner Jeffrey Schlupp med, der kom her på prøve i tre måneder, og har fortalt hvordan den periode ændrede ham som spiller, så var der fem tidligere United-spillere på Leicesters hold. Det er en stor gruppe, siger Joyce.

Men selv om 52-årige Joyce er stolt over så mange af hans tidligere elever klarer sig flot på den helt store scene, er han mindst lige så frustreret over at se når store talenter smider det hele på gulvet, så snart de når op på højeste niveau, i stedet for at arbejde videre.

– Det er frustrerende at se folk som Adnan Januzaj, James Wilson og Federico Macheda, der stoppede med at arbejde for det, så snart de nåede øverste niveau. De træner ikke så hårdt, spiller ikke kampene fuldt ud, sidder i stedet i jacuzzien fremfor at løfte de vægte der er nødvendige. Hvis du kan nå højeste niveau når du er ung, skal man fortsætte med at arbejde hårdt for det, lyder kritikken fra Warren Joyce.

En anden spiller som Warren Joyce har haft et helt specielt forhold til, er problembarnet Ravel Morrison. Senest har Joyce givet Morrison chancen for at få kontrakt i Wigan, men foreløbig uden held. Men tilbage i United-tiden hjalp Joyce den unge talent, der engang blev beskrevet som det største talent i engelsk fodbold i flere årtier, med at aftjene hans samfundstjeneste.

– Der var perioder hvor vi skiftedes til at hjælpe Ravel med hans samfundstjeneste. Jeg har engang brugt en hel eftermiddag på at skovle hestelort, for at hjælpe ham igennem det, siger Warren Joyce til the Telegraph.

Pt er Ravel Morrison på prøvetræning i QPR, efter han tidligere på sæsonen blev frigivet fra Lazio, hvor han aldrig fik den store succes. Dårlige bekendtskaber og problemer med at overholde loven, ødelagde i sidste ende midtbanespillerens karriere i United.

Warren Joyce og Wigan gæster i morgen eftermiddag Old Trafford, når 4.runde af FA Cuppen sparkes i gang klokken 17.00.

Rejseguide: Få hjælp til at rejse til Old Trafford her

Forrige artikel

Joyce: Pogba kan blive verdens bedste

Næste artikel

Medie: Zlatan tog snak med Martial

ANNONCE