Blog: Har United overhovedet en chance for at slå PSG?

United skal her til aften forsøge at levere det umulige comeback mod PSG i Champions League ottendedelsfinalen. “De Røde Djævle” mangler ti førsteholdsspillere og tager til det frygtindgydende Parc des Princes med et 0-2 nederlag i bagagen. Alt tyder på, at PSG bliver holdet, der skal gøre blandt andre Ajax og Tottenham selskab i kvartfinalerne. I denne blog forsøger jeg at komme med tre bud på, hvorfor United ikke går videre. Men på samme tid lister jeg tre grunde til, at der stadig er et spinkelt håb for videre avancement i klubfodboldens fineste turnering. 

Der er ikke meget, der tyder på, at Manchester United kan spille sig videre fra Champions Leagues ottendedelsfinaler i aften, når de på udebane skal forsøge at vende det 0-2-nederlag, de har med i bagagen fra kampen på Old Trafford.

Modstanderen hedder de franske mestre fra Paris Saint-Germain, der viste skræmmende styrke i det første opgør for godt og vel tre ugers tid siden.

Ikke nok med dette, så er United foruden ti førsteholdsspillere, hvoriblandt Paul Pogba, der sidder over med karantæne, vil blive størst savnet.

Er det overhovedet værd at diskutere, om United har en chance for at levere overraskelsen i aften? I denne korte blog vil jeg gennemgå tre punkter, der taler for, at ”De Røde Djævle” må trække stikket fra klubfodboldens fineste turnering efter kampen i aften. Dog vil jeg også komme med tre punkter, der taler for, at Solskjær og co., mod forventning, leverer et af de største resultater i klubbens historie.

Lad os starte med det realistiske – tre argumenter for, at PSG slår United ud af Champions League:

1) PSG stiller med et bedre hold end United

Det oplagte argument for, at United ikke kommer videre i turneringen er, at PSG stiller med et, på papiret, bedre hold. Godt nok mangler den franske hovedstadsklub Neymar og muligvis Edinson Cavani, men dette kan ikke gøre op med Uniteds skadeskvaler i form af blandt andre Martial, Lingard, Matic og Herrera samt karantæneramte Pogba.

2) Der er aldrig et hold, der har spillet sig videre efter 0-2 på hjemmebane

Statistikkerne taler for sig selv. Der er aldrig et hold, der har leveret det comeback, United skal forsøge at mestre i aften. I Champions Leagues historie er der nemlig aldrig et hold, der har spillet sig videre i knockoutfasen efter et nederlag på 0-2 på hjemmebane i første opgør.

3) PSG’s hjemmebanestatistik er skræmmende

14 sejre i 14 kampe og en målscorer på 50:5. Sådan lyder PSG’s hjemmebanestatistik i den franske liga. Derudover har hovedstadsklubben kun tabt en enkelte af deres seneste 16 hjemmekampe i Champions League. Dette skete mod de forsvarende mestre fra Real Madrid for præcist et år siden. Det er altså ikke hvilken som helst hjemmebane, United skal forsøge et ”erobre” her til aften.

Thomas Tuchel og Ole Gunnar Solskjær

Fodbold handler dog også om at drømme, og hvilken bedre anledning er der til dette end kampen i aften? Heraf følger tre argumenter for, at Uniteds amputerede mandskab leverer overraskelsen:

1) Vi kender ikke til ungdomspillernes niveau på seniorplan – og det gør PSG heller ikke

Truppen taler for sig selv. Med i flyveren til Paris er Tahith Chong, Mason Greenwood, Angel Gomes, Brandon Williams og James Garner. Der er ingen af disse spillere, der før har begået sig på den allerstørste scene. Vi har i denne sæson hørt en masse om Greenwood og det potentiale, han besidder – men mere ved vi egentlig ikke. Og det samme er tilfældet for PSG. Kommer nogle af de unge spillere ind og får tur i den, ved man aldrig, hvad der kommer til at ske.

2) Solskjær er garant for comebacks

Vores nye manager kan godt lide at være en underdog, der ikke skal ud at ”skabe” kampene. Dette har været tilfældet på Emirates, Wembley og Stamford Bridge i denne sæson. Og i alle disse tilfælde, er det gået meget godt. Et propfyldt Parc des Princes vil med al sandsynlighed forvente, at deres stjernespækkede hold går ud og dominerer fra første minut, hvilket giver gode muligheder for kontraangreb. Kan United udnytte dette på samme måde som tilfældet har været tidligere i sæsonen? Muligvis med en Lukaku-scoring til 1-3 efter et hjørnespark i det 93. minut på ægte Solskjær-manér?

3) PSG har en dårlig statistik i knockoutfasens returopgør

Returopgørene i Champions Leagues knockoutfase har i flere tilfælde været lig med nogle mareridtsaftener for PSG-fansene. Det bedste eksempel kom i 2017, da PSG i det første af to opgør udraderede Barcelona med 4-0 i Paris. Denne føring skulle de blot forsvare hjem på Camp Nou, men sådan gik det ikke. Med en overtidsscoring fra Sergio Roberto blev PSG ydmyget med 6-1, og var dermed ude af turneringen.

Ligeledes er PSG røget ud af turneringen i 2013, 2014, 2015 og 2016 efter at have været foran. Der er altså tale om et ”knockoutfase-syndrom” for pariserne.

Ligegyldigt resultatet går vi en spændende aften i møde. Der har aldrig været større chance for at se nogle af de unge talenter, der banker på for spilletid på førsteholdet, i aktion. Personligt glæder jeg mig til at se Mason Greenwood få sin formodede debut. Nogle vil argumentere for, at det ikke er en kamp, hvor unge spillere bør sendes i ilden, men på den anden side kan de ikke andet end at overraske.

Forrige artikel

U18: United uden profiler fik uafgjort mod West Bromwich

Næste artikel

Moyes: Bale skulle have været min første signing

ANNONCE