(James Gill – Danehouse/Getty Images)
Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.
– Vi bliver nødt til at kræve af os selv, at vi kæmper for hver kamp. Det er virkelig vigtigt. Jeg fornemmer, at vi mister lidt af den følelse, fordi vi er fokuserede på det store mål.
Sådan lød det fra Rúben Amorim i søndags. Men citatet stammer ikke fra det opsigtsvækkende pressemøde efter kampen – Det stammer faktisk fra Amorims optaktsinterview før kampen.
Amorim havde det på fornemmelsen. Han kunne mærke, at truppen ikke tog opgaven alvorligt. Han kunne lugte ligegyldigheden i omklædningsrummet.
Og han havde gjort det klart for spillerne: En slap indstilling og halvhjertet indsats bliver ikke accepteret. Alligevel var det præcis, hvad han fik.
Derfor så han ingen anden udvej end at gøre som flere af sine forgængere i Manchester United: hænge det beskidte vasketøj til tørre offentligt.
Det er i hvert fald min læsning af søndagens begivenheder.
Jeg har de sidste par dage gået og grublet over pressemødet. For mig var det både befriende og dristigt – men det har også efterladt mig bekymret og forvirret. Selvom der er gået nogle dage, famler jeg stadig efter, hvordan jeg egentlig har det med udtalelserne. Så nu prøver jeg at skrive mig ud af det.
Måske gør det mig blot endnu mere forvirret. Og måske smitter det af på dig.
Befriende
Først og fremmest: tak, Amorim. Ikke for de utallige nederlag, de manglede mål eller den tamme forestilling jeg var vidne til på Old Trafford søndag eftermiddag.
Men for ærligt at anerkende, hvor hamrende elendigt det er. Der findes næsten ikke noget værre, end managers, der – af frygt for at tabe ansigt – nægter at sige tingene, som de er.
Vi fans ser lige igennem det, hvis man som manager prøver at pakke sandheden ind i fortællinger om underliggende parametre, stolpe ud og dommerkendelser. Sandheden er nemlig, at Manchester United ligger nummer 16 (!) efter 36 runder. Av min arm.
Småklubsmentalitet klæder ingen – og slet ikke Manchester United.
Der synes jeg, Erik ten Hag fejlede til sidst. Han pegede fingre ad alt og alle, undtagen sig selv og klubben, og endte i meningsløse diskussioner med journalister om spørgsmålenene i stedet for svarene.
Alle kan se, hvor horribelt United præsterer, og det er forfriskende at høre Amorim sige det højt. Det ville jo først være livstruende, hvis han ikke selv kunne se det. Det kan han, og han vender frustrationen indad mod sig selv, spillerne og klubben.
Han er pinligt berørt og taler fra hjertet – selvom udtrykket “lack of urgency” nok har været en replik fra kommunikationschefen. Det værdsætter jeg. Jeg vil mærke cheftrænerens engagement.
Når det er sagt, er det aldrig kønt, når en manager hænger det beskidte vasketøj til tørre i medierne. Og personligt havde jeg helst været det foruden.
Men man kan så omvendt med rette påstå, at det i forvejen ikke var privat. Stakittet til Uniteds baghave har i årevis manglet brædder, og tøjsnoren hænger synligt fremme.
Bekymret
3-4-2-1. 4-3-3. Eller den klassiske 4-4-2?
Du kan skifte system og spillestil, men lige lidt hjælper det. Taktikken har aldrig været hovedproblemet, og var det heller ikke under Erik ten Hag. Når alle Amorims citater koges ind, er det essensen, der står tilbage.
José Mourinho kaldte det “football heritage”, og Ralf Rangnick talte om en “åben hjerteoperation”. Selvom Amorim er lidt mere konkret om det ukonkrete, er det stadig gammel vin på nye flasker.
Han sagde, han ikke ligger søvnløs over Europa League-finalen. Panderynkerne har rod i noget meget dybere, en “følelse” af at det er acceptabelt at tabe, fortalte han. Han ville ikke bruge ordet “kultur”, men gjorde det alligevel igen og igen.
Jeg tolker det således: I bedste fald eksisterer der ikke en vinderkultur i Manchester United. I værste fald hersker der en usund kultur, der gennemsyrer hele klubben.
Og det bekymrer mig helt vildt. Der er 10 spillere tilbage fra den trup, Rangnick arbejdede med i foråret 2022 og kun fire fra Mourinhos trup i 2018. Selvom mange har et horn i siden på Lindelöf, Shaw, Dalot og Rashford, er de næppe roden til alt ondt. Og ledelsen er gudhjælpemig også blevet udskiftet. Så hvor stammer den kultur – eller mangel på samme – fra?
Det sidder i væggene. Og selvom man renoverer Carrington og river Old Trafford ned, sidder det også i de nye bygninger.
Det overrasker mig faktisk. Jeg havde troet, at Sir Jim Ratcliffe, en kompetent fodboldledelse og en ny cheftræner med opbakning fra habitterne ville slå tabermentaliteten ihjel ved roden.
Men hvis Amorims ord står til troende, er det ikke sket. Og det bekymrer mig.
Jeg har tidligere argumenteret for, at holdet under Amorim har fået et højere bundniveau. Det mener jeg stadig, rent taktisk. Men måske har jeg taget munden for fuld. For hvis mentaliteten ikke har rykket sig, kan bunden hurtigt falde ud igen.
Hvor mange brodne kar er der egentlig i Manchester United?
Forvirret
Og så er der forvirringen.
Amorim udtalte, at “vi mister følelsen af, at vi er en stor klub”.
Men hvis problemerne stikker så dybt, hvorfor er det så vigtigt at holde fast i forestillingen om United som en storklub? Er det ikke netop det selvbedrag, der i bund og grund gør, at spillerne ikke præsterer? At vi bilder os selv ind, at vi stadig er noget, vi ikke længere er.
Ret skal være ret. Manchester United er en storklub, men det er langt fra et storhold, og den skelnen, tror jeg, er vigtig. Også internt.
Men Amorims udtalelser virker selvmodsigende, når man sammenholder dem med, hvad han tidligere har udtalt.
– Vi er måske det værste Manchester United-hold i historien. Det skal vi indse og ændre.
Sådan lød det efter 1-3-nederlaget til Brighton i januar. Den sidste del af sætningen citeres sjældent, men den er vigtig. For jeg troede netop, at Amorim ville have spillerne til at indse, at United ikke længere er et storhold – og at det var første skridt i forandringen.
Amorim: »Vi er måske det værste hold i Manchester Uniteds i historie«
Ingen skal acceptere nederlag, men det gælder alle professionelle atleter. Det er i min optik ikke noget, der isolerer sig til den røde United-trøje.
Og har Amorim ikke selv en del af skylden, hvis spillerne har svært ved at sætte sig op til Premier League?
Efter den sensationelle 5-4-sejr over Lyon sagde han til TNT Sports, at United nu måtte fokusere 100% på Europa League og spille de unge drenge i Premier League. Det skulle fansene acceptere.
I bagklogskabens lys har det formentlig sendt et forkert signal til spillertruppen. Og ansvaret for de halvhjertede indsatser er derfor også hans.
Jeg undrer mig også over kommentaren om, at hvis “følelsen stadig er her i næste sæson, så skal pladsen gives videre”.
Amorim blev netop tiltrukket af Manchester United på grund af det uoverskuelige oprydningsarbejde. Så hvordan skal det tolkes? Tvivler han selv på, at han kan vende skuden?
Opbakningen fra ledelsen er der, og det er måske blot en måde at lægge pres på Ratcliffe, Berrada og Wilcox, så de opfylder hans ønsker til sommerens vindue.
Dristigt
Amorims udtalelser i denne sæson giver mig deja-vu til pressemøder under Ralf Rangnick. Østrigeren var lige så kompromisløs.
Forskellen er dog, at Amorims overordnede er på hans side, det var Rangnicks ikke. Kritikken huede ikke Richard Arnold og Glazer-familien, og Rangnick blev som bekendt ikke tilknyttet som konsulent efterfølgende, hvilket ellers var planen.
Ratcliffe lægger heller ikke selv fingre imellem, og jeg tror ikke, ledelsen var rystet over søndagens pressemøde.
Men måske var spillerne. Som cheftræner skal du både vække respekt og følgeskab. Det er altid en risikabel balance, når du udtaler dig så markant, for du må for alt i verden ikke tabe omklædningsrummet. Så er det game over.
Eller hvad? Måske har Amorim allerede besluttet, hvilke spillere han kan bruge fremadrettet. Er det derfor, han taler om at være “modige” til sommer? Skal halvdelen af truppen udskiftes?
Ligesom alt andet i dette skriv, så ved jeg det ikke. Jeg er forvirret og bekymret, men samtidig også dybt inspireret af Amorim, og jeg tror, han er den rette mand.
Måske bliver vi klogere på det hele, når han møder pressen onsdag eftermiddag forud for fredagens Premier League-kamp mod Chelsea.
På baggrund af historien og tidligere meritter kan man godt være en stor klub, eller en traditions klub. Nott F var også gode engang. I mine øjne er man dog ikke bare automatisk en stor klub, hvis man 10 år i træk ikke vinder ret meget, uanset tidligere sejre. Så er man nu bare en klub, der tidligere var en af de store eller største. Pilen peger mod middelmådighed.
Sommeren og de næste sæsoner skal vise, uanset hvilken manager der er i front, om United er på vej tilbage til tidligere tiders storhed eller de sidste 10 år er den nye standard. (Og ja det er træls, at ens hold har været suværene i så mange år, men ikke er det mere – men det er status, så indse det)