(Matthew Peters/Manchester United via Getty Images)
Dette er en kommentar. Den er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg havde faktisk påbegyndt denne kommentar for over tre måneder siden, da det stod klart, at Anthony Martial ville forlade Old Trafford. Eksamensræs og en EM-slutrunde gjorde dog, at den aldrig blev færdiggjort.
Men nu er der en anledning til at vække min planlagte tribut om den elegante franskmand til live igen. I dag er det nemlig præcis ni år siden, at han scorede målet. Du ved godt, hvilket jeg taler om.
En nekrolog?
Det er kutyme at skrive en nekrolog, når en indflydelsesrig person går bort. Anthony Martial er ikke død, men hans tid i Manchester United er definitivt forbi.
Jeg vil på ingen måde sidestille det med et dødsfald. Ikke desto mindre føler jeg, at der med Martials afsked er gået en lille smule af mine United-sjæl bort.
Min fornemmelse er, at Martials eftermæle i Manchester United vil blive ret beskedent. Hvis jeg skal karikere det lidt, tror jeg, at størsteparten af United-fans vil huske Martial som en udtryksløs, doven og skadesplaget angriber, der aldrig levede op til sit potentiale.
Det sidste er uantasteligt. Men ifølge mig er det et misvisende billede at tegne af ham. Dette skriv er derfor nok nærmere et forsøg på at nuancere opfattelsen af ham.
Du solgte mig en drøm
Isolated Škrtel here. Oooooh… YES! Welcome to Manchester United, Anthony Martial!
Sådan lød det fra Martin Tyler, da 19-årige Anthony Martial i sin debut på Old Trafford mod arvefjenderne fra Liverpool erobrede alle djævlerøde hjerter med sin smukke soloscoring til 3-1.
Hold kæft hvor var det fedt! Og denne ikoniske kommentering har siden boet permanent i mit hoved – det skyldes måske også, at den bliver brugt som intro til vores podcast på OldTrafford.dk. Men alligevel, hver gang jeg hører navnet Anthony Martial, er lige netop det øjeblik det første, der popper op på min nethinde. Jeg kan umuligt være den eneste.
Med det mål solgte du mig en drøm. Du solgte mig en drøm om, at vi havde en af de mest toneangivende offensive spillere det næste årti på vores hænder. Du solgte mig en drøm om, at du kunne bringe store triumfer til Old Trafford igen.
Et lille årti er gået. Og drømmen er ikke blevet til virkelighed. Du blev ikke en af en verdens bedste fodboldspiller. Du formåede heller ikke at føre os til en Premier League-titel eller løfte pokalen med de store ører, som unægteligt er målestokken for succes i en klub som Manchester United.
Og nej, den der Ballon d’Or-klausul blev heller aldrig indfriet.
Din debut mod Liverpool står tilbage som et af dine største momenter i den djævlerøde trøje. Det er desværre meget sigende for din United-karriere.
På trods af det, så kommer jeg faktisk til at savne dig i en United-trøje.
En misforstået spiller
Martial var – og er stadig – ikke en spiller, der render rundt med følelserne uden på tøjet. Det er umuligt at aflæse på hans ansigtsudtryk og kropsholdning, om der er med- eller modvind på banen.
Hvis det går godt, så bliver din flade udstråling accepteret. Går det skidt, så ønskes dit hoved på et fad.
Det er desværre Martials lod i fodboldlivet. Og jeg tror ikke, den udtryksløse fremtoning er udtryk for ligegyldighed. Sådan er hans personlighed bare. Han er ikke et udadreagerende menneske.
Så kan man argumentere for, at han må spille skuespil. Fodbold er jo trods alt en form for teater.
Samme diskussion kan man se på det danske landshold om Kasper Dolberg. Han kan til tider også se ugidelig ud. Det tror jeg bare ikke på, at hverken han eller Martial er. De er bare misforståede.
Et komma i historien
Martial bliver muligvis kun et komma i Manchester Uniteds historie. Og det er også fair nok.
Men kigger man på hans meritter, er det måske alligevel ikke helt retfærdigt. 317 kampe, 90 mål og 47 assists. Jeg medgiver, at det ikke ligefrem er det bedste snit, men han er trods alt den 19. mest scorende United-spiller i historien.
Yorke og Berbatov har til sammenligning scoret henholdsvis 56 og 66 mål. De har så også kun spillet cirka halvt så mange kampe som Martial. Men min fornemmelse er, at de har en helt anden status end franskmanden.
I 19/20-sæsonen under Ole Gunnar Solskjær viste Martial, hvilket topniveau han besidder, når skader ikke er en hæmsko. Det var magisk. Martial, Rashford og Greenwood sprudlede, og jeg glædede mig så meget til at se hver eneste kamp.
Særligt nedenstående mål mod Watford er ikonisk. Det er så elegant. I den sæson lavede han 17 mål i 32 Premier League-kampe.
SO 👏 MUCH 👏 SAUCE 👏@AnthonyMartial #MUFC pic.twitter.com/tL346BbGUg
— Manchester United (@ManUtd) February 24, 2020
Onde tunger vil sige, at det gik ned ad bakke efter kontraktforlængelse, der gjorde Martial til en af absolut mest løntunge spillere i truppen. Men kontrakten blev allerede forlænget i januar 2019.
Det var først efter 19/20-sæsonen, at skaderne for alvor begyndte at komme. Særligt de seneste to sæsoner har været forglemmelige.
Og det er synd. For Martial havde utvilsomt talentet. Han har det givetvis stadig. Han er trods alt kun 28 år. Men tiden i United er forbi. Og her blev de store drømme desværre aldrig til virkelighed.
