Kommentar: INEOS’ beslutning er ulækker og jeg tror ikke det er en enlig svale

Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning. 

Hvis jeg havde været i Manchester i forrige weekend, havde jeg også taget del i protesterne mod de stigende billetpriser på Old Trafford. Kort sagt er jeg fuldstændig enig i fansenes protest, som handler om, at det er at udnytte deres loyalitet. 

Og jeg er enig i kritikken af  – og nedslået over – INEOS og Sir Jim Ratcliffes manglende kommunikation med de nærmeste og mest indflydelsesrige fangrupperinger om beslutningen. Det er at løbe fra løftet om en ny start for klubben. En start som efterhånden ser meget bekymrende ud.

Oveni rokker beslutningen ved en balance, som i alt for lang tid er tippet væk fra den lokale Manchester United-fan, der endnu engang taber.

På den ene side orker jeg ikke diskussioner om, hvordan man er en “rigtig fan”, for det giver ingen mening. Men jeg har en kæmpe sympati for den lokale fan. Det er den lokale United-fan, som tager turen til de sene udekampe hverdagsaftener (onsdagens kamp mod Arsenal i London havde kick off klokken 20:15 lokal tid), selvom de først er hjemme igen på ukristelige tidspunkter. 

Det var lokale United-fans, som arrangerede store protester mod Glazer-familiens ejerskab, som utvetydigt har været med til at hive United i den forkerte retning – på og udenfor banen. Det var lokale United-fans, som protesterede mod Super League i corona-tiden. Og det er de lokale United-fans, som betaler prisen prisstigningerne. 

De bliver presset ud af det her, og det har jeg kæmpe sympati for – for det er ganske enkelt den gale vej at gå i mine øjne. Prisstigningerne, som blandt andet rammer unge og pensionister, betyder blandt andet, at nye generationer af potentielt stemningsskabende fans får sværere ved at komme ind.

Og så sidder jeg jo som ‘udenlandsk’ United-fan i min lune stue og skriver om alt det her. Og det store spørgsmål, som trænger sig på, er: Er jeg ikke en del af problemet? Kort sagt: Jo, det er jeg. Jeg vil rigtig gerne se United spille deres kampe i TV, ligesom der er i millionvis af andre supportere rundt omkring i verden, som gerne vil.  

Det betyder for det første, at der er rettighedshavere, som vil betale Premier League astronomiske beløb for at få lov til at vise kampene – og gerne så mange af dem som muligt – for der er et enormt marked for det. De mange penge går blandt andet til de stigende spillerlønninger, som for længst har nået vulgære højder. TV-pengene alene rækker ikke til de fortsat stigende udgifter, klubberne har, og det er blandt andet her de dyrere billetpriser kommer ind i billedet. Klubberne bliver nødt til at skrue her også, for ellers bliver det svært at følge med i det benhårde kapløb, som er i gang indenfor og udenfor kridtstregerne.

Jeg har efterhånden været på Old Trafford et par håndfuld gange, ligesom mange andre udenlandske fans har. Det er jo helt rimeligt, for naturligvis vil man gerne det, og man er i sin fulde ret til det, men det er også med til at skubbe billetpriserne op.

Det er groft skitseret argumentet ud fra et udbud og efterspørgsel-perspektiv. Det rationelle argument. 

Hvem er fodbolden til for?

Men der findes også et andet og mindst lige så gyldigt argument eller pointe. Og den handler om, hvad fodbold er og skal være. Hvem er fodbold til for – og hvorfor?

Og der vender jeg tilbage til sympatien for den lokale fan. Med det her kneb sender INEOS og Sir Jim Ratcliffe et signal om, at den lokale fan kan undværes. Uden at jeg vil redegøre for socioøkonomiske forhold i Storbritannien og Manchester, så er England præget af stor ulighed, og der er en del af befolkningen, som lider. Det kan man ved selvsyn opleve i Manchesters gader, hvor der ligger mange hjemløse.

Superrige Ratcliffe sender her et signal til dem på bunden, at Manchester United kan undvære dem. For der er rigtig mange kinesere, amerikanere og danskere, som gerne vil betale op imod 700 kroner – sikkert mere – for at komme ind at se nummer 13 i Premier League spille fodbold. Så det er dem, vi fokuserer på.

Og det signal tillader jeg mig at kalde for ulækkert. For hvor ender fodboldspillet så? Old Trafford bliver ikke et sted, hvor unge mancunians eller en loyal fan gennem årtier og generationer før ham/hende bidrager til en fankultur, som folk vil strømme til for at opleve. For til sidst vil den slet ikke være der.  

Det er den lokale fans loyalitet, som bliver udnyttet, og det er det, protesterne handler om. En fodboldklub kan ikke sammenlignes med andre virksomheder, for der findes kun ét Manchester United. Jeg kan ikke tage flyet til Liverpool og banke på i indgangen ved Anfield og sige “Jeg vil gerne bede om Manchester United.” Der findes ikke andre.

Derudover er det i et fodbold-øjemed småpenge, INEOS og Ratcliffe hiver hjem på det her. Der er tale om et et-cifret millionbeløb i pund. Er det virkelig det værd i forhold til, hvad klubben taber i good-will? Jeg tillader mig at være skeptisk.

Men jeg må desværre  samtidigt erkende, at det er den vej, fodboldspillet bevæger sig og har gjort det i mange år.

Aktørerne smører sandwichen

Som skrevet tidligere stiger spillerlønningerne komplet uproportionalt med det gængse lønniveau i samfundet. Derudover er der agenter, som forsøger at flytte spillere rundt, fordi det er den måde, de tjener penge på, og så skal vi ikke glemme statsledere, som i et forsøg på at rense deres land eller regions ry skyder vanvittige beløb ind i den økonomiske cyklus. Det er altsammen med til at gøre det hele dyrere. Billetter, TV-pakker, merchandise osv. Og det går udover fansene. 

Der har ofte været et argument om at indføre lønloft i fodbold for at sætte en stopper for et kapløb, som i flere år har været fuldstændigt hæsblæsende. Af alle mulige årsager – mest af alt EU-arbejdsmarkedsregler – tror jeg ikke, det kommer til at ske. Men jeg er helt klart af den holdning, at der skal reguleres. For markeder uden regulering vil altid løbe løbsk – som vi ser det i fodbold i de her år.

Tidligere har Jürgen Klopp og Pep Guardiola klaget over manglende stemning og opbakning på deres respektive (tidligere) hjemmebaner i Liverpool og Manchester. Men de to Premier League-ikoner er begge med til at smøre den sandwich. De og deres spillere tjener rigtig mange penge, og de kan selvfølgelig kan argumentere for, at det er rimeligt ud fra udbud og efterspørgsel-argumentet. Men de er også med til at ødelægge det, som Klopp og Pep har klaget over og til tider har savnet. Den autentiske og elektriske stemning på stadion, som Premier League blandt andet har været berømt for.

Den har været savnet på Old Trafford i årevis, og jeg er bekymret for, at der går lang tid før, den vender tilbage. Fordi den lokale fan, den loyale fan. Han/hun bliver forsømt.