Det beskidte dusin – del 1 – fire udvisninger

United har i skrivende stund fået 4 røde kort i indeværende sæson. Også selvom karantænen endte med at udeblive i det ene af tilfældene. I denne artikelserie kigger vi på tidligere sæsoner for at undersøge, om en sæson med mange udvisninger nødvendigvis er ensbetydende med dårlige resultater.

Foto: Michael Regan – PA Images via Getty Images

Manchester United er kun godt halvvejs gennem sæsonen, men har allerede tangeret sidste sæsons total af fire røde kort.

I 23/24 var de fire udvisninger delt ud på Casemiro, Marcus Rashford, Diogo Dalot og Amad. I denne sæson er det dog udelukkende de to portugisere, Bruno Fernandes og Diogo Dalot, der er sendt tidligt i bad.

Med en udvisning sætter man sit hold under stort pres. Derfor er det let at forestille sig, at man med mange udvisninger vil være tilbøjelig til at have en dårligere sæson end ellers.

I denne artikelserie dykker vi ned i de sæsoner, hvor United har fået flest udvisninger. I denne første del fokuserer vi på de tidligere sæsoner, hvor United har set rødt fire gange. Foruden denne og sidste sæson er det sket tre gange tidligere.

1995/96

Roy Keane havde kun fået ét rødt kort for United før sæsonen 1995/96, men antallet var tredoblet, da sæsonen var forbi. Man startede sæsonen uden Eric Cantona, der havde karantæne.

Imens var trioen Paul Ince, Andrei Kanchelskis og Mark Hughes blevet solgt, og så var det blandt andre Keane, der måtte træde frem som leder for det unge United-hold. I hvert fald indtil Cantona kom tilbage i oktober.

Hans første røde kort faldt allerede i fjerde spillerunde mod Blackburn, der var blevet mestre nogle få måneder tidligere. Præcis to måneder efter faldt rødt kort nummer to, denne gang mod Bryan Robsons Middlesbrough.

Mellem de to udvisninger lykkedes det for nordirske Pat McGibbon at blive sendt ud i sin første og eneste kamp for United. Et reservespækket United-hold tabte hele 3-0 i en Liga Cup-kamp mod York City. Og da man kun vandt returopgøret med 3-1, var man ude at turneringen, inden den for alvor var gået i gang.

Det samme kan i øvrigt siges om UEFA Cup, hvor United – på trods af en scoring af Peter Schmeichel – tabte i første runde mod upåagtede Rotor Volgograd.

Det fjerde røde kort blev tildelt Nicky Butt i januar 1996 mod West Ham. United vandt dog 1-0 alligevel, med tilbagevendte Eric Cantona som målscorer.

Da sæsonen var forbi, havde United vundet det engelske mesterskab samt FA Cup.

2005/06

For anden gang under Sir Alex Ferguson endte United i 2005/06 med præcis fire røde kort på en sæson.

Wayne Rooney fik det første mod Villarreal, da han klappede hånligt ad den danske dommer Kim Milton Nielsen. I samme Champions League-gruppespil blev Paul Scholes vist ud mod franske Lille.

Efter nytår så Cristiano Ronaldo rødt for en tackling mod den tidligere United-angriber Andy Cole. Han spillede på dette tidspunkt for City, og Ronaldo modtog netop 2 af sine i alt 4 røde kort for United mod de støjende naboer.

I den pågældende kamp endte United med at tabe 3-1 i en svær debut for Patrice Evra.

14 dage senere tabte United 4-3 til Blackburn og indkasserede et hattrick for første gang i Premier League. Rio Ferdinand blev i den anledning udvist for United for første og eneste gang.

Sæsonen sluttede med en 2. plads efter Chelsea i Premier Leauge. Man vandt League Cup, men tabte til Liverpool i 5. runde af FA Cup og sluttede på 4.pladsen i Champions League-gruppespillet. Med to af Uniteds fire udvisninger i nævnte gruppespil kan man derfor godt sige, at United i denne sæson spændte ben for sig selv med disse udvisninger.

2010/11

Her holdt man sig i skindet i første halvdel af sæsonen. Først i januar fik man en udvisning til højreback Rafael under en målløs ligakamp på White Hart Lane.

Dernæst fulgte et rødt kort til Nemanja Vidic i et 2-1 nederlag på Stamford Bridge, mens United vandt 1-0 over Bolton Wanderers på trods af en udvisning til Jonny Evans.

Den fjerde udvisning endte hos Paul Scholes, der så rødt i 1-0 nederlaget til Manchester City i FA Cup-semifinalen på Wembley.

United endte sæsonen med sit 19. mesterskab og var i finalen i Champions League. Så tre af udvisningerne endte i hvert fald ikke med at have nogen negativ effekt. Scholes’ røde kort kan til gengæld have kostet en mulig udligning i ovennævnte Manchester Derby. United var nemlig bagud 1-0, da han forlod banen.

Denne sæson er dermed femte gang, United får fire udvisninger på en sæson. Hvis man vel at mærke ikke får flere i resten af sæsonen. Læs med i næste del, hvor vi gennemgår sæsonerne med fem udvisninger.

Skal du med på holdet? OldTrafford.dk søger skribenter

Forrige artikel

Læsernes karakterbog: Høje karakterer til Uniteds forsvar – men én spiller faldt igennem

Næste artikel

Gense højdepunkterne fra FA Cup-dramaet

ANNONCE