Foto: Robbie Jay Barratt – AMA/Getty Images
I første del af denne artikelserie vendte vi de sæsoner, hvor United har fået 4 udvisninger på en sæson.
Vi er nu nået til anden del, hvor United på en sæson har set en spiller blive smidt ud 5 gange. Dette er sket i 6 forskellige sæsoner.
I 4 af dem var det Sir Alex Ferguson, der stod i spidsen. Derfor kan vi måske allerede nu konkludere, at mange udvisninger ikke nødvendigvis er uforeneligt med succes. Han vandt alligevel hele 13 mesterskaber i sin tid i spidsen for United.
Men vi dykker alligevel lidt ned i de pågældende sæsoner, hvor United modtog præcis 5 røde kort.
1994/95
Vi starter med sæsonen med den nok mest berømte eller berygtede udvisning i Manchester Uniteds historie. Eric Cantonas kung-fu moment mod Crystal Palace-tilhængeren Matthew Simmons. I denne situation havde Cantona dog allerede fået rødt kort for en hændelse inde på banen, og episoden på tribunen skete, da han allerede var på vej mod omklædningsrummet.
Det var Uniteds fjerde røde kort den sæson. Paul Parker lagde fra land med en udvisning mod QPR i august, selvom han først var blevet indskiftet i det 70. minut, hvor det allerede stod 2-0 til United. Der blev ikke scoret flere mål i kampen.
I en Champions League-kamp i november tabte United i Göteborg, hvor den kommende United-spiller Jesper Blomqvist både scorede og vandt et straffespark. Den stod allerede 3-1 til værterne, da Paul Ince modtog et rødt kort i kampens slutfase. Udvisningen blev derfor ikke afgørende, men nederlaget gjorde, at United kun sluttede på gruppens 3.plads efter svenskerne og FC Barcelona.
Tre dage efter fulgte Mark Hughes efter med et rødt kort i en målløs Premier League-kamp på Highbury.
Efter Cantona-udvisningen i januar var det så Roy Keane, der blev den femte spiller til at blive udvist i sæsonen. Keanes første af i alt 11 røde kort for United faldt også mod Crystal Palace, og det skete i FA Cup-semifinalen. Her var United dog allerede foran 2-0 efter mål af forsvarsduoen Steve Bruce og Gary Pallister. Og med 2-2 fra det første opgør kom man alligevel sikkert i finalen.
Det blev dog lige ved og næsten for United. Everton vandt FA Cup-finalen 1-0, og i ligaen endte man som nummer 2, ét point efter Blackburn.
Dette medførte, at United efter sæsonen solgte Paul Ince, Andrei Kanchelskis og Mark Hughes. To af dem med en udvisning i løbet af sæsonen.
1999/00
Efter den famøse treble-sæson modtog United 5 udvisninger i den potentielt svære opfølger. Den første faldt til Andy Cole, som ellers havde scoret i en 3-2 sejr over Liverpool, hvor Jamie Carragher blev dobbelt målscorer i eget net.
Tre uger senere var United allerede bagud 2-0, da Nicky Butt efter 21 minutter blev nedlagt af Dennis Wise med sine støvler i United-spillerens brysthøjde. Butt svarede igen med et knæ i siden på Wise, og så var det i bad. United tabte 5-0 i kampen, der var Massimo Taibis sidste for United. Nederlaget endte Uniteds stime på 29 ubesejrede ligakampe i træk og 45 på tværs af alle turneringer.
Det var til gengæld ikke Butts sidste røde kort den sæson. I april så han også rødt mod Watford, men United vandt alligevel 3-2 og sluttede øverst i ligaen med hele 18 points ned til nummer 2. United vandt også de sidste 11 kampe i træk og var ubesejrede i ligaen siden et 3-0 nederlag i februar mod Newcastle. Her var Roy Keane blevet udvist efter to gule kort.
United nåede til kvartfinalen i Champions League og fik ingen røde kort i denne turnering. Derfor kan de disciplinære forhold faktisk ikke siges at have haft en afgørende betydning i denne sæson. Det sidste røde kort kom også i en mindre profileret turnering.
2½ år efter sin berømte udvisning for England mod Argentina fik David Beckham nemlig sit eneste røde kort i United-trøjen. Det skete mod Nexaca i VM for klubhold, hvor United endte på gruppens 3. plads efter en uafgjort, en sejr og et nederlag.
Selvom turneringen ikke altid prioriteres så højt, valgte United alligevel at deltage i denne sæson på bekostning af deltagelse i FA Cup. Her deltog man nemlig ikke, for første og eneste gang siden Anden Verdenskrig.
2003/04
I denne sæson lå United nummer 1 efter ved nytår, men endte på 3. pladsen efter hele 6 nederlag i Premier League i foråret 2004. Der var dog ingen udvisninger til United i de pågældende kampe.
Darren Fletcher blev først udvist i 2003’s sidste kamp, en 1-0 sejr over Middlesbrough den 28. december. Dernæst blev han også udvist i sæsonens sidste ligakamp, en 2-0 sejr over Aston Villa. I samme kamp blev Cristiano Ronaldo i øvrigt også udvist efter at have sikret føringen sammen med Ruud van Nistelrooy.
De to øvrige røde kort faldt ikke i Premier League. Gary Neville blev udvist i en 4-2 sejr over Manchester City i FA Cup. Her endte United alligevel med at gå hele vejen og slå Millwall 3-0 i finalen.
I Champions League vandt man suverænt sin gruppe, men tabte den første knockout-kamp 2-1 ude mod FC Porto. De endte som bekendt med at vinde turneringen under José Mourinhos ledelse.
Quinton Fortune havde bragt United foran i kampen, der i øvrigt var Uniteds kamp nummer 100 i Champions League. Men den tidligere United-assistent Benni McCarthy vendte kampen på hovedet med to mål. Roy Keane blev udvist i slutfasen for en batalje mod keeper Vitor Baia, og man formåede kun at få 1-1 i returkampen på Old Trafford.
2004/05
I den følgende sæson fortsatte tendensen med 5 udvisninger på en sæson. Alle 5 i Premier League. Alan Smith lagde ud med en udvisning i en 0-0’er mod Manchester City, inden Wes Brown gjorde ham kunsten efter i en 1-0 sejr på Anfield.
Den 1. februar 2005 fik Mikaël Silvestre rødt mod sin kommende arbejdsgiver Arsenal. Kampen, som United vandt 4-2, huskes dog nok bedst for den berømte ordveksling i spillertunnelen mellem Roy Keane og Patrick Vieira. United havde dermed vundet begge opgør mod Arsenal i sæsonen. I oktober brød man nemlig Arsenals ubesejrede stime i den såkaldte “Battle of the Buffet”.
Uniteds to sidste røde kort faldt i samme kamp, ligesom tilfældet var sæsonen før med Darren Fletcher og Cristiano Ronaldo. Denne gang var det Gary Neville og Paul Scholes, der måtte forlade banen før tid i et nederlag på 1-0 til Everton og den kommende United-manager David Moyes.
Chelsea var allerede 14 points foran inden kampen og endte med at vinde et suverænt mesterskab. Derfor gjorde udvisningerne – og nederlaget – hverken fra eller til, og United endte også kun med at vinde 3 ud af sæsonens sidste 8 ligakampe. Everton sluttede derimod godt af og sikrede sig 4. pladsen i Premier League. Tre points foran deres røde lokalrivaler.
2013/14
Netop David Moyes kom fra Everton til United i 2013, og her startede endnu en sæson med 5 udvisninger til De Røde Djævle. Skotten havde taget Marouane Fellaini med sig, og han stod for den første udvisning i en målløs kamp mod Real Sociedad i Champions League-gruppespillet. United vandt dog gruppen sikkert alligevel og havde også vundet kampen, hvis Robin van Persie ikke havde brændt et straffespark og ramte stolpen to gange.
I Premier League vandt man 3-2 hos Hull City på Boxing Day, selvom Antonio Valencia blev udvist. Efter nytår trådte man ind i 3. runde af FA Cup, og her var det Fábio, der blev udvist i et nederlag på 2-1 hjemme mod Michael Laudrups Swansea.
Herfra gik der kun 14 dage, før United igen fik en mand udvist. Her var der tale om Nemanja Vidic, som så rødt i overtiden af et 3-1 nederlag på Stamford Bridge, hvor Samuel Eto’o scorede et hattrick. Serberen fik også rødt kort på Old Trafford i marts, hvor United tabte 3-0 til Liverpool i en kamp, hvor Steven Gerrard sparkede tre straffespark. Han scorede dog kun på to af dem.
I denne sæson endte David Moyes med at blive fyret den 22. april, mens United endte på en 7. plads. Man tabte til Bayern München i Champions League-kvartfinalen og til Sunderland i FA Cup-semifinalen.
2016/17
I 2016 trådte José Mourinho til, og her startede den sjette og hidtil sidste sæson, hvor United har fået præcis 5 udvisninger. Den første faldt til Ander Herrera i en målløs kamp mod Burnley, hvor Mourinho også blev sendt på tribunen.
Vi skulle ind i anden halvdel af sæsonen, før der kom endnu et rødt kort. Denne gang var det Eric Bailly, der blev udvist i en Europa League-kamp mod Saint-Étienne. United vandt dog alligevel 1-0.
Herrera og Bailly blev begge sendt ud igen i løbet af sæsonen. Herrera i et 1-0 nederlag til Chelsea i 6. runde af FA Cup. Her scorede N’Golo Kanté et flot langskudsmål. For Bailly var der tale om en udvisning i Europa League-semifinalen mod Celta Vigo, så han ikke kunne være med i finalen og måtte se den sammen med alle de holdkammerater, der var på krykker den dag.
Før sidstnævnte var der dog også rødt til Marouane Fellaini i et målløst Manchester Derby i april. United forsvarede sig bravt med kun 31% boldbesiddelse, og fra det 84. minut var man altså også 10 mod 11, da den store belgier var sendt i bad. I løbet af 15 sekunder fik han to gule kort, det andet for at nikke en skalle til Sergio Agüero.
I Premier League endte man kun på 6. pladsen, men man gik hele vejen i Europa League, i League Cup og i Community Shield.
Sæsonerne med 5 udvisninger spænder altså både mellem succesfulde og knap så succesfulde sæsoner. Fra et mesterskab med 18 points ned til nummer to, til en 7. plads og trænerfyring i april. Læs med i næste del, hvor vi gennemgår sæsonerne, hvor United-spillerne har fået 6 udvisninger.