Fra 1.-24. december udkommer OldTrafford.dk med en julekalender, der handler om de gode fortællinger. Temaet er nemlig “bedste United-minde”.
Herunder åbner du den 19. låge i julekalenderen.
“Har du husket mundbind?”
Det bekymrende spørgsmål kom fra min mor. Det var dagen inden, hendes søn, som et år forinden var flyttet hjemmefra, traf en beslutning om at tage på en fodboldtur i en uvis tid.
Coronaen havde hærget igennem særligt Norditalien igennem februar, og der var netop kommet de første smittetilfælde i Danmark, hvor den tidligere landsholdsspiller Thomas Kahlenberg var en af de første. Ingen vidste, hvad der ville ske, men man kunne fornemme, at der var en storm på vej.
Vi valgte at få det bedste ud af det. “Vi” er mig, Rasmus, på dét tidspunkt 21 år gammel, og min gode ven Emil. I årevis havde vi snakket om at tage en tur til Old Trafford, og nu skulle det være. Endda til et derby mod Manchester City.
Old Trafford var fyldt til bristepunktet. Jeg ramte selv ikke helt situationsfornemmelsen, fordi jeg fik lavet en Instagram-story af stadion, hvor der stod “ingen corona her”. Denne dag – 8. marts 2020 – skulle vise sig at være sidste hjemmekamp i lang tid, hvor der var fuldt hus.
Vi stod på Stretford End. På det tidspunkt havde OldTrafford.dks skribentgruppe to sæsonkort blandt de mest larmende fans, og på denne dag viste Stretford End sig fra sin bedste side.
Magnifico
I sommeren 2019 havde Manchester United jagtet Sportings anfører Bruno Fernandes heftigt, men United var stædige og ville ikke betale, hvad han kostede, så han blev i Sporting transfervinduet ud. Seks måneder senere endte de med at købe ham for netop dét, som Sporting alligevel forlangede.
Ikke desto mindre havde Manchester United fået deres nye 10’er, og han havde fået en god start. Med scoringer i de seneste to kampe mod Watford og Everton var han i storform, og efter en halv time var det også ham, der var medansvarlig for at få Old Trafford til at eksplodere.
Du kan godt huske episoden.
Manchester United havde et frispark uden for feltet, og inden han skulle til at tage tilløb, viftede han med hånden som signal til Anthony Martial, lavede et kælent vip til den franske frontløber, som kunne afslutte den ind til 1-0. Ederson skulle nok have taget den. Men fuck det. Det var magisk.
Det var en slags genialitet, jeg aldrig havde set live før. Jeg tror end ikke, at jeg har set det siden i levende live. Jeg var i chok og dybt taknemlig over, at Bruno Fernandes ville spille for min fodboldklub. Det er jeg stadig i dag.
Scott’s Hammer
Man glemmer det lidt, men Ole Gunnar Solskjær havde en periode i starten af 2020, hvor han legede med et trebackssystem, som var han en anden Ruben Amorim.
Jeg husker det bedst ved, at Luke Shaw fra sin position på venstre stopper havde helt styr på Phil Foden, og at Aaron Wan-Bissaka ikke tabte en eneste duel til Raheem Sterling, der havde en hård dag på kontoret.
Men efter scoringen – særligt efter pausen – trak Manchester United sig fra initiativet. I flere dele af kampen var alle mand nede og stå på sidste tredjedel, og med et City-hold, der nærmest ikke har været bedre, end de var i den tid.
Men de kunne ikke bryde Solskjærs forsvarsmur op.
Vi kom ind i kampens tillægstid, og Ederson – der immervæk ikke havde sin bedste kamp – samlede en for lang stikning fra Fred op og satte den hurtigt i gang med et udkast. Problemet er bare, at den ikke ramte en lyseblå. Faktisk ramte den en rød skotte.
Skotten Scott så, at Ederson var ude af sit mål, og i et “fuck det, jeg prøver!”-forsøg smider han en inderside på første gang, og den fik lige præcis, hvad den skulle have.
Her udspillede sig så de vildeste scener, jeg nogensinde har oplevet. Op under taget på tribunen, der vender mod Manchester-forstaden Stretford, væltede den ene ellevilde United-fan oveni hinanden på en måde, hvor jeg godt forstår, at der netop er opsat “safe standing” på tribunen.
Folk kaster sig. Omfavner hinanden. Det er stort at slå Manchester City i egen hule. Dét Manchester City-hold.
Men det var også, som om vi kunne fornemme, at det måske var sidste gang, vi ville stå her i meget lang tid. Vi skulle nyde det. Og det gjorde vi.
Rigtigt nok ville der nemlig gå meget lang tid, før vi kom på stadion igen. Dagen efter – mandag aften – tog vi et fly hjem. Onsdag lukkede Mette Frederiksen Danmark ned. Dagen efter dét spillede Manchester United en Europa League-kamp for tomme tribuner mod LASK Linz, og det var den sidste kamp, de kom til at spille i over tre måneder.
Det er med til at gøre dagen til noget helt specielt. Euforien og følelsen af, at man skulle nyde oplevelsen, som var der ikke en dag i morgen, var så virkelig og reel, som noget, jeg aldrig nogensinde kommer til at opleve igen.