United skuffende ude af FA Cuppen

David Moyes og United måtte indkassere endnu et nederlag på hjemmebane, og er nu ude af FA Cuppen.

For anden gang på under en uge måtte United indkassere et nederlag på 1-2 hjemme på Old Trafford. I en kamp der aldrig blev seværdig, grundet alt for mange fejl fra begge hold, sikrede Wilfried Bony sejren til Laudrup og co kort før tid.

David Moyes havde valgt et ganske stærkt hold til dagens kamp, med alle skaderne og semifinalen i Capital One Cuppen på tirsdag i baghovedet, var det et ganske udmærket mandskab der startede opgøret.

Ferdinand var tilbage for første gang i flere måneder, ligesom Anders Lindegaard fik en sjælden kamp i United-målet. Danskeren gjorde det okay, og kunne ikke stille noget op ved gæsterne to mål. Derudover havde han ikke det store at lave, men mon ikke David de Gea er tilbage mellem stængerne på tirsdag mod Sunderland.

Swansea kom foran efter godt 11 minutters spil, da Wayne Routledge på fornem vis sendte bolden over Lindegaard. Et mål der kom lige efter Chicharito havde brændt en stor chance i den modsatte ende.

Den lille mexicaner gjorde dog skaden god igen senere i første halvleg, da han kom først på et indlæg fra Büttner, og sendte bolden i nettet. Dog burde Swansea-keeper Tremmel nok være kommet ud til indlægget, der var ganske få meter fra linjen.

United skabte meget få chancer i kampen, og det hjalp ikke at sende unge Adnan Januzaj på banen i anden halvleg i stedet for en svagt spillende Antonio Valencia. Hverken Chicharito, Kagawa eller Welbeck formåede for alvor at true Swansea bagkæde, og midtbanen virkede endnu engang total ude tempo og idéer offensivt.

Omvendt skabte Swansea heller ikke nogle chancer, og Laudrups drenge virkede i anden halvleg tilfredse med 1-1 og omkamp i Wales om halvanden uge.

Swansea fik dog en hjælpende hånd ti minutters tid før slutfløjtet, da David Moyes sendte Fabio da Silva på banen. Den lille brasilianer har ikke fået meget spilletid i denne sæson, noget som har skabt en del undren blandt Uniteds fans.

Men Fabio måtte pænt forlade banen igen efter få minutters spil, da han kastede sig hovedløst og fuldstændig vanvittigt ind i en tackling, hvor han kom flyvende med knopperne forrest. Fabio kom alt for sent, og sendte Jose Canas i græsset. Dermed ligner det for alvor et farvel til Fabio, der formentlig har spillet sin sidste kamp i United. Tåbeligt af Fabio, når han endelig får chancen.

Laudrup sendte en ekstra angriber på banen, og kort før tid kunne Wilfried Bony så heade Swansea videre i FA Cuppen, hvor Birmingham formentlig er modstanderen i 4. runde. United formåede ikke at svare igen på målet, og dagens kamp udstillede endnu engang United som et hold uden tempo, struktur, selvtillid og ikke mindst uden planer for det offensive spil.

Old Trafford, der langt fra var fyldt, blev hurtig stort set tomt efter scoringen, og der vil de kommende uger komme endnu mere pres på David Moyes og hans position som manager for United. Heldigvis er der allerede kamp igen tirsdag aften, når første kamp i semifinalen af Capital One Cuppen spilles i Sunderland.

Forrige artikel

FA Cup: Startopstillingen mod Swansea

Næste artikel

Moyes: Vi var uheldige

ANNONCE