Det er ikke så ofte, man hører Arsenals Arsene Wenger komme med positive udtalelser om Manchester United. Franskmanden gør dog en undtagelse, da han stadig tipper De Røde Djævle til at vinde Premier League.
Arsene Wenger, hvis Arsenal ligger 13 point efter United i ligaen, mener ikke, at 1-4-resultatet mod Liverpool viser kampens faktiske forløb.
“Der er to ting, jeg gerne vil sige. Først, tillykke til Liverpool for sejren med den eftertrykkelige score, men jeg mener… Det er en meget flatterende score. I store perioder dominerede Manchester United kampen, men de lavede nogle fejl, som de normalt ikke laver. Nogle spillere så en smule mentalt trætte ud, men jeg tror stadig, at Manchester United står i en stærk position med en kamp i hånden,” siger Wenger. Det skriver The Independent.
Det er ikke kun Liverpool, der lukrerede på lørdagens sejr over Premier Leagues førerhold. Også Chelsea fik et boost i titelræset, og sidste sæsons uheldige straffesparksskytte John Terry advarer United:
“Vi kommer efter jer, og vi giver aldrig op. United har gode spillere, men efter et stort nederlag som det i weekenden, ved man aldrig, hvordan de vil reagere.”